Har jeg ret til et logo, jeg har lavet på mit arbejde?

I forbindelse med mit arbejde i et nyt selskab har jeg designet firmaets navn, slogan og logo.Har jeg nogle rettigheder til disse?

Her tænker jeg på at, hvis jeg forlader firmaet kan jeg så tage navnet, logoet og sloganet med mig eller lade firmaet beholde disse mod betaling?

Har jeg Droit Morale til navnet, logoet og sloganet?

I min kontrakt står der ikke noget om rettigheder til det arbejde jeg udfører.

Er der noget at komme efter eller er jeg helt galt på den???

 

SVAR:

Nej, du er ikke "helt galt på den" - du er nemlig ophavsmanden til logoet mv. og har visse enerettigheder efter ophavsretsloven!

Når du har frembragt et egentligt "værk" - forstået som et nyt, selvstændigt skabt kunstnerisk eller litterært værk - er du beskyttet af ophavsretsloven. Denne fastslår blandt andet, at du gerne må overdrage dine ophavsrettigheder til din arbejdsplads, men at det ikke er noget, der sker automatisk, blot i kraft af ansættelsesforholdet.

Medmindre at du har aftalt det med din arbejdsgiver, har du altså ikke givet afkald på din ophavsret.
Dette princip kunne give mange problemer i hverdagen, hvis man ikke nuancerede det lidt - f.eks. ville det være et stort besvær, hvis aviser hver dag skulle forhandle med deres journalister om tilladelse til at bringe deres artikler!

Man siger derfor, at arbejdsgiveren i kraft af ansættelsesforholdet har en ret til at benytte værket i det omfang, der er "et led i den sædvanlige drift" - altså en begrænset brugsret, i modsætning til en egentlig ophavsret.

I dit tilfælde vil det formentlig sige, at virksomheden må fortsætte med at benytte logoet på normal vis, selv hvis du finder et andet job. Logoet må dog ikke videreoverdrages.

Du har fortsat ret til at påtale krænkelser af rettighederne til logoet - også de såkaldte "ideelle rettigheder"/droit moral, som du omtaler. Virksomheden må dog også gerne retsforfølge folk, der f.eks. efterligner logoet - når blot de giver en eventuel godtgørelse fra en retssag videre til dig!

Det er formentlig kun logoet, som du har en ophavsretlig eneret til - firmanavne og slogans er sjældent så særprægede og originale, at de kan betegnes som litterære eller kunstneriske værker.

Hvis du ønskede det, kunne du jo overveje at overdrage hele ophavsretten til logoet til virksomheden, når du forlod den - eventuelt mod en passende betaling!


Med venlig hilsen

Ulrik Grønborg