Må bestyrelsen anvende en stor del af grundejerforeningens midler til et bowling-arrangement?

Jeg har efter bedste evne rådgivet en bekendt i forbindelse med en konflikt mellem hende og beboerkompleksets beboerlaug.

Ifølge skødet er hun pligtigt medlem af foreningen, hvis formål er at vedligeholde områdets fællesarealer.

I vedtægterne står der, at kontingentet fastsættes af generalforsamlingen på grundlag af budget for det kommende år. Der har imidlertid ikke i den tid, hvor hun har boet der, været forelagt noget budget; man har blot vedtaget på generalforsamlingen, at årskontingentet ( kr. 400) fortsatte uændret.

Da der efterhånden er opsparet et rimeligt beløb på foreningens bankkonto, har bestyrelsen besluttet at bruge penge på socialt samvær. Man brugte således ca. 3000 kr. på bowling, som alle foreningens medlemmer med familie blev inviteret til. Kun ganske få familier mødte talstærkt op og havde efter sigende en fornøjelig aften.

Vi klagede over, at bestyrelsen anvendte mere end halvdelen af det samlede årskontingent til formål, der ikke var nævnt i foreningens vedtægter. Desværre er der tilsyneladende ingen interesse for et socialt samvær  blandt foreningens medlemmer, idet bl.a. fremmødet ved generalforsamlingerne er meget ringe.

Ved sidste generalforsamling, som jeg ikke kunne deltage i, da jeg ikke er medlem, anførte bestyrelsen, at vedtægterne ikke havde nogen gyldighed, da de ikke var tinglyste. Endvidere pålagde generalforsamlingen min bekendt, at dokumentere berettigelsen af sin klage.

Spørgsmål:

1. Hvor forpligtende er en forenings vedtægter for bestyrelsen, når de ikke er tinglyst? (skal de overhovedet tinglyses?)

2. Hvad gør min bekendt, hvis hun har ret; men bestyrelsen ignorerer dette?

Ps. det drejer sig selvfølgelig kun om småpenge; men det er mere et spørgsmål om principper!

SVAR:

Den bestyrelse er ikke sin opgave voksen. Så enkelt kan det siges.

Enhver bestyrelse i enhver forening er forpligtet af vedtægterne. Det er helt forkert at tro, at det har noget med tinglysning at gøre.

Vedtægter i en grundejerforening behøver ikke at blive tinglyst. Formålet er at sikre, at grundejeren rent faktisk er FORPLIGTET til at være medlem og dermed betale til fællesskabet. Du skriver, at hun ifølge skødet er pligtig medlem. HVIS nu hendes sælger havde "glemt" at fortælle hende det, ville hun jo ikke vide, at hun var pligtig dertil, og hun ville så kunne nægte det.  Med disse bemærkninger har jeg ikke taget stilling til, om hun så konkret ER pligtig medlem, eller om hun rent faktisk kan melde sig ud. Det må bero på en mere konkret vurdering på basis af langt flere oplysninger.

Bestyrelsen skal selvfølgelig anvende foreningens formue efter vedtægternes formål. Andet kan være ansvarspådragende for foreningen.

Din bekendt har to muligheder. Den ene er at rejse et mistillidsvotum til bestyrelsen på generalforsamlingen. Det kræver selvfølgelig, at der er flertal for det. Hvis ikke der er et sådant flertal, kan man sige, at bestyrelsen får dispositionerne godkendt af generalforsamlingen.

Den anden mulighed er at anlægge en retssag mod foreningen (reelt mod bestyrelsen), under hvilken sag man kan gøre gældende, at beslutningerne om anvendelse af foreningens midler har været ulovlig ifølge vedtægterne. Jeg må dog sige, at en sådan retssag vil være dyr og risikabel. Der vil nemlig være et vist spillerum for bestyrelsens skøn over dispositionerne. Her vil det også kunne spille en rolle, hvilke traditioner, der må siges at være etableret i den pågældende forening.

Men kort og godt: Bestyrelsen synes set ud fra en juridisk synsvinkel at være lige lovlig frisk.

Med venlig hilsen

Etos Advokater

Viggo Bækgaard