Hvad betyder droit morale - i forbindelse med ophavsret?
Jeg er ikke helt sikker på det staves sådan
SVAR:
"Droit Moral" kaldes også for de "ikke-økonomiske rettigheder"
eller de "ideelle rettigheder" og er ganske rigtigt en væsentlig
del af ophavsretten.
Grundlæggende er formålet med ophavsretsloven at give ophavsmanden visse enerettigheder
til sit værk. Disse enerettigheder/ophavsrettigheder kan opdeles i to hovedgrupper:
1)De økonomiske rettigheder og 2)de ideelle rettigheder/droit moral.
1) De økonomiske rettigheder er de rettigheder, der relaterer til den kommercielle
side af værksfremstilling. En nærmere opregning kan læses i ophavsretslovens § 2.
I korte træk er der tale om eneretten til at foretage kopier/eksemplarer af værket,
eneretten til at overdrage værket med mere. Der er undtagelser til disse enerettigheder,
men dem vil jeg undlade at komme nærmere ind på her.
2) De ideelle retttigheder er de rettigheder, der relaterer sig til den mere "kunstneriske"
side af værksfremstillingen. En nærmere opregning kan læses i ophavsretslovens §
3. Det er retten til at modsætte sig ændringer af ens værk (droit au respect),
og retten til at blive navngivet i forbindelse med værkets benyttelse (droit à la
paternité).
Disse rettigheder er blandt andet grunden til, at forfatteren med flere nævnes i
rulleteksterne efter film, og at det er forbudt for andre end kunstneren at tegne
overskæg og lignende på et kunstmaleri :-).
Som det ses af de mange franske udtryk, er adskillige regler om ophavsret udsprunget
fra Frankrig i forrige århundrede. Andre kommer fra USA og derfra har vi så fået
udtryk som "copyright" - der simpelthen betyder "ophavsret".
Med venlig hilsen
Ulrik Grønborg