Hvilke regler gælder for bestyrelsens ansvar i et antennelaug?

Jeg er nyvalgt formand i det lokale Antennelaug, og jeg vil gerne have tilsendt de gældende regler for bestyrelsens ansvar.

SVAR:

Allerførst til lykke med formandsvalget.

Der findes ingen regler om ansvar for bestyrelsesarbejder, så dem kan vi ikke sende dig.

Som bestyrelsesmedlem har man et almindeligt ansvar for sine dispositioner, men der skal som udgangspunkt meget til, før man bliver personligt ansvarlig. Faktisk findes der forsikringer, som dækker sådant ansvar.

Det er vigtigt, at man handler almindeligt fornuftigt.

Generelt kan man sige, at jo mere professionelt et område, man er i, jo større er risikoen for et bestyrelsesansvaret.

En af mulighederne for at undgå at pådrage sig et ansvar er hele tiden at holde sig a jour med, hvad der sker på det område, man befinder sig i. I dit eksempel vil det således være en god ide at følge med i, hvad der rører sig i antennebranchen. "Tilfældigvis" ved jeg, at der findes en fortræffelig landsforening på området (Forenede Danske Antenneanlæg), som du med fordel kan "trække på", og som også af og til holder kursus i bestyrelsesarbejde og ansvar.

Med venlig hilsen

Etos Advokater

Viggo Bækgaard