Er det tilladt at 'linke' en hjemmeside man finder på nettet til ens egen?
Skal man spørge 'ejeren' af hjemmesiden først?
SVAR:
Det gælder som den altovervejende hovedregel, at du som privatperson frit må linke/henvise til andres hjemmesider.
Der har i de seneste år været nogle juridiske diskussioner om, hvorvidt virksomheder må gøre det samme. Der har blandt andet været eksempler på, at firmaer har "snyltet" på kendte firmaers gode renomé ved at lave links til det officielle web-site og derved fået det til at se ud som om, at deres side og produkter er autoriseret af det kendte firma.
Dette lyder dog ikke til at være dine intentioner, så du kan som nævnt frit lave henvisninger til andres site.
Du behøver ikke bede om ophavsmandens tilladelse forud for "linkningen" - det er dog god "netikette" at gøre vedkommende opmærksom på det.
I tilfælde af, at din hjemmeside benytter frames, vil nye sider åbne op sammen med din frame (f.eks. en sidemenu eller lignende). Derved ændrer du rent teknisk på det layout, som ophavsmanden oprindeligt havde tiltænkt og du fremstår også som om, at din side er associeret med den anden side. Altså en slags "snylte"-effekt, som nævnt ovenfor. I sådanne tilfælde er du nødt til at bede om ophavsmandens samtykke. Vil du være på den sikre side, kan du eventuelt åbne den linkede side i et nyt vindue (target frame="_blank").
Med venlig hilsen
Ulrik Grønborg