[Bemærk, at dette spørgsmål nu kun har retshistorisk interesse - ophavsretsloven blev ændret i 2001, hvorved digital kopiering af lovligt erhvervet musik til eget eller til husstandens brug blev tilladt. /Ulrik Grønborg, Danmarks Familieadvokat]
Jeg har et spørgsmål angående kopiering ad cd'ere til eget forbrug. Dette emne har før været vendt, hvor det blev klargjort, at en digital kopi er ulovlig, dvs. fra cd til cd.
Hvis man derimod kopierer fra cd til analog er det lovligt, da der sker et kvalitetstab. Nu er mit/mine spørgsmål følgende:
1) Er det lovligt at kopiere fra en cd til et godt analogt kasettebånd og efterfølgende
kopiere kasettebåndet over på en cd ?? Der er jo hermed ikke tale om en digital
kopi, hvor der ikke sker kvalitetsforringelse!
2) Er det lovligt at kopiere en cd til mp3-format som man gemmer på computeren (som
er det der er meget omdiskuteret idag) og efterfølgende kopierer fra mp3 til en
cd?? Her er der ikke tale om en anlog kopi, men der sker en kvalitetsforringelse,
da mp3-formatet "skærer toppene af" lydkurverne. Ergo er den originale
cd ikke lig med den kopierede mht. kvaliteten.
Jeg kunne komme med flere eksempler. Jeg vil gerne have svar på ovenstående, da
det måske kan sætte lidt skub i det for tiden megen omdiskuterede emne.
SVAR.
Det er nogle højaktuelle problemstillinger, som du her tager op. Så vidt jeg kan vurdere, har Folketinget ikke overvejet de ting, du nævner, da de vedtog den relevante lov!
Centrum i hele denne problematik er ophavsretsloven, nærmere bestemt lovens § 12,
stk. 2, nr.4:
§ 12. Af et offentliggjort værk må enhver fremstille eller lade fremstille
enkelte eksemplarer til sin private brug. Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på
anden måde.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at (...)
4) fremstille eksemplarer i digital form af andre værker, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.
Skal man holde sig til lovens tekst, må man konstatere, at det ikke er ulovligt
at kopiere fra CD til kassettebånd til f.eks.Minidisk, da der her er indskudt
et analogt medie i "kopirækken", og den sidste kopiering derfor
ikke sker på grundlag af "en gengivelse af værket i digitaliseret
form".
Du skal dog huske på, at det stadig kun er kopiering til privat brug, der er tilladt.
>
Det er også værd at bemærke, at dit eget eksempel med kopi fra CD til bånd til CD-rom
ikke er teknisk muligt, så vidt jeg ved - båndet skal først lagres på en computers
harddisk, før den kan overspilles til en CD-rom, og så er det pludselig igen en
"digital til digital" kopiering!
>
Med hensyn til dit spørgsmål om kopiering af MP3-filer er sagen klar: Kopiering
fra CD til MP3 er en digital til digital kopiering, og den er forbudt..Du har ret
i, at man netop forbød digital kopiering fordi man mente, at den ikke gav noget
kvalitetstab og derfor gjorde det for nemt at snyde rettighedshavere. Man havde
formentlig ikke overvejet det faktum, at kompression faktisk giver et (lille) kvalitetstab,
uanset at det er digital kopiering. Ikke desto mindre er lovens tekst klar, og den
må vi holde os til: Kopiering fra digitalt medie til digitalt medie er ulovligt,
uanset om det kun sker til privat brug.
Der er dog ingen tvivl om, at dette er en af de paragraffer, hvis overholdelse,
det er sværest at kontrollere, hvilket også er en af grundene til, at musikbranchen
på det seneste har set sig nødsaget til at føre en skræmmekampagne mod "CD-pirater".
Det skulle derfor ikke undre mig, om der kom en revidering af denne paragraf indenfor
de nærmeste år.
Med venlig hilsen
Ulrik Grønborg