Er der strengere regler for statslige aktieselskaber?

Som ansat i et aktieselskab - hvor dels staten dels amtet er de eneste aktionærer - vil jeg gerne vide,i hvor høj grad der gælder de samme regler for et sådant offentligt ejet A/S som for et ordinært A/S med private aktionærer.

Hvordan ligger det med hæftelserne for direktør -  og for bestyrelsesmedlemmer (politikere og embedsmænd) og hvordan ligger det med de ansattes vilkår, pligter og rettigheder?

SVAR.

Statslige aktieselskaber (SA'er) er på visse punkter undergivet strengere regler end andre aktieselskaber for at kunne kontrollere deres drift bedre. Eksempelvis skal årsregnskabet indleveres tidligere, de skal give meddelelse til Erhvervs- pg Selskabsstyrelsen (E&S) om selskabets og dets datterselskabers aktiebesiddelse i selskabet (ved en besiddelse på 2% og øgninger på 2 %), kravene til indkaldelsen til generalforsamlinger er større i SA'er, og den skal kopisendes til E&S, ligesom protokollatet efterfølgende skal det, ligesom der gælder særlige regler for aktionærers spørgsmål til generalforsamlingen i SA'er. Derudover skal SA'er udlevere et eks. af vedtægterne til alle, der beder om det, og de skal straks give meddelelse til E&S om forhold der kan være af betydning for aktionærer, medarbejdere og kreditorer. Der er andre lignende supplerende krav til SA'er.

Grundlæggende er ansvarsbedømmelsen den samme, men det forhold, at der er strengere krav, medfører, at der er flere pligter der skal overholdes, og det giver selvsagt anledning til at overveje om ansvaret er skærpet. Det er lidt samme situation som da der indførtes skærpede regler for børsnoterede selskaber for et par år siden. Eksperterne diskuterede da, og diskuterer fortsat, om ansvaret da blev skærpet samtidig. Svaret er, at det må retspraksis vise, men der er øget opmærksomhedspligt i SA'er.

For så vidt angår de ansatte formoder jeg, at de er ansat efter funktionærloven eller overenskomst og der betyder det så vidt jeg er orienteret ikke noget, om arbejdsgiver er et AS eller et SA.

Med venlig hilsen

Keller Advokatfirma

Flemming Keller Hendriksen
Advokat, Non-practising Solicitor of the Supreme Court of England and Wales