Jeg vil gerne vide på hvilken måde et produkt er beskyttet, hvis der står copyright på emballagen.
Er der en forældelsesfrist på copyright?
Hvor meget i et produkt skal ændres, før copyright'en ikke er gældende længere?
SVAR.
"Copyright"-betegnelsen og det tilhørende tegn © er begreber, vi har fået til Danmark via udenlandske firmaer og deres varer. "Copyright" betyder slet og ret "ophavsret", og tydeliggør bare, at produktet er beskyttet mod efterligning osv. af den danske ophavsretslov. Det ville produktet i øvrigt være, uanset om der står © på produktet eller ej - i Europa er den slags betegnelser uden juridisk betydning!
Det samme gælder for de lige så udbredte betegnelser ® og . Betegnelserne er vigtige i blandt andet USA og Japan, men ikke i Danmark.
Ophavsretten gælder i 70 år efter ophavsmandens død.
Der findes imidlertid andre former for eneret end blot ophavsretten.
Et produkt kan blandt andet have et beskyttet varemærke (som Coca-Cola, LEGO eller lignende), eller være beskyttet af patentlovgivningen, hvis det er en opfindelse.
Der findes også beskyttelse af et produkts udseende (mønsterloven) og flere andre former for beskyttelse, alt afhængig af, hvilket produkt, der er tale om. Dette er en hel juridisk disciplin i sig selv, og mange jurister lever kun af at rådgive om de meget indviklede regler på dette område!
Det er svært at sige generelt, hvornår man har ændret et produkt så meget, at det ikke længere er en kopi, men et selvstændigt produkt. Der må kræves en "væsentlig adskillelse" mellem det nye produkt og originalen, men det må bero på en konkret vurdering.
Hvis du vil vide mere om emnet, kan jeg blandt andet henvise til patent-og varemærkebureauet ipb, som du kan finde på http://www.ipb.dk
Er det ophavsretten, der har din interesse, kan du måske have glæde af at læse mere på https://www.ophavsret.com
Med venlig hilsen
Ulrik Grønborg