Må strande afspærres med hegn?

Skt. Hans aften var jeg til middag hos et par som har en villa på strandvejen nord for København. Villaen ligger på vandsiden, og grunden går helt ned til vandet og de har egen badebro.

Når man ser hen ad stranden, kan man se at hver parcelejer mere eller mindre har hegnet "sin" strand ind, det er ihvettilfælde umuligt at gå langs stranden.

Flere af os mener, at al strand i Danmark er allemandseje, og det derfor skal være muligt at gå langs stranden.

Mit spørsmål er derfor: Hvem ejer stranden ? og hvis den er allemandseje er det så tilladt at "ligge på stranden " neden for en privat villa ?

SVAR.

Alle danske strande er ikke "allemandseje" - eller offentligt ejet areal om du vil - men selv om grunden ud til vandet skulle være i privat eje, så er den "åben for færdsel til fods, kortvarige ophold og badning". Det fremgår af § 22 stk. 1 i lov om naturbeskyttelse.

Hvad angår "badning" og "kortvarige ophold", så er der dog følgende forbehold:
   "På privatejede strandbredder og kyststrækninger må ophold og badning ikke finde sted inden for 50 meter fra beboelsesbygninger".

Men man skal have mulighed for at passere stranden til fods, og det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 22 stk. 3, at:
   "Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeligøres".

De omtalte grundejer ved Strandvejen overtræder med stor sandsynlighed de omtalte regler, for der gælder kun én undtagelse. Nemlig:  "arealer, der inden den 1. januar 1916 er udlagt som have...". Men det forudsætter, at haven har været der konstant lige siden, og at haven går helt ud til vandet!

Med venlig hilsen

Erik Frodelund