Jeg agter at fotografere en skulptur, der står i en museumshave. Kunstneren er død og skulpturen findes i mange kopier verden over. Fotografiet af skulpturen skal bruges til en bogforside, der skal kun bruges et udsnit af skulpturen og der vil selvfølgelig finde nogen billedmanipulation sted.
Nu er spørgsmålet, har jeg ret til det?
Skal jeg søge museet eller andre om lov?
SVAR.
Ophavsretsloven beskytter kunstnere mod misbrug af deres rettigheder til de værker, de skaber. Denne beskyttelse gælder i hele kunstnerens levetid + 70 år efter dødsåret.
Jeg kan ikke udfra dit spørgsmål se, hvor gammel skulpturen er, men hvis beskyttelsestiden er udløbet, står det dig frit for at afbilde skulpturen som forsidebillede.
Ophavsmanden og hans arvinger har imidlertid en evigtvarende ret til, at "værkets egenart" ikke ændres uden deres tilladelse. Da du selv anfører, at der vil finde billedmanipulation sted, når billedet skal bruges som forside, skal arvingerne give deres tilladelse til denne ændring.
Er der endnu ikke gået 70 år siden ophavsmandens død, skal arvingerne under alle omstændigheder spørges om lov. Selvom skulpturen står på et offentligt tilgængeligt sted, så skal du først have tilladelse, før du kan udnytte værket erhvervsmæssigt som forside på en bog.
Medmindre ophavsmanden ligefrem har overdraget sine rettigheder til kunstmuseet, er museets tilladelse ikke nødvendig. Det er arvingerne, der skal give tilladelsen.
Med venlig hilsen
Ulrik Grønborg