Lov nr. 215 af 31. maj 1963, jf. lovbekg. nr. 727 af 14.08.2001, som ændret ved
§ 14.1 i lov nr. 542 af 24.06.2005 (Lov om regional statsforvaltning) fra d. 01.01.2007
§ 1. En arveladers nærmeste slægtsarvinger er hans børn. Børnene
arver lige.
Stk. 2. Er et barn død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På
tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.
§ 2. Har arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger,
arver hans forældre. Forældrene arver lige.
Stk. 2. Er en af forældrene død, træder hans livsarvinger i hans sted på samme måde
som bestemt i § 1, stk. 2. Er der ingen livsarvinger efter ham, arver den anden
af forældrene eller dennes livsarvinger alene.
§ 3. Er der ingen arvinger efter § 1 eller
§ 2, arver afdødes bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder
bedsteforældrene på fædrene og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side.
Stk. 2. Er en af bedsteforældrene død, træder hans børn, men ikke fjernere livsarvinger,
i hans sted.
Stk. 3. Mellem fædrene eller mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat
i § 2. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver
disse alene.
§ 4. Adoption begrunder samme arveretlige stilling som virkeligt
slægtskab, medmindre andet følger af reglerne i adoptionslovgivningen.
§ 5. Arveret tilkommer den, som lever ved arveladerens død, eller
som er avlet forinden og senere bliver levende født.
Stk. 2. Er to, som havde arveret efter hinanden, døde, uden at det vides, hvem der
er død først, anses den ene ikke for at have overlevet den anden.
§ 6. Arveladerens ægtefælle arver en tredjedel af hans ejendele,
når han har efterladt sig livsarvinger, jf. dog § 19, stk. 1, 2. punktum.
§ 7. Efterlader arveladeren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen
alene.
Stk. 2. Dør den længstlevende ægtefælle uden at have indgået nyt ægteskab og uden
at efterlade sig livsarvinger, deles boet efter ham med halvdelen til hver ægtefælles
arvinger. Er der ved den længstlevende ægtefælles død kun arvinger efter en af ægtefællerne,
arver de det hele.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle
ved testamente kan råde over hele boet.
§ 7 a. Den efterlevende ægtefælle har ret til forlods at udtage
genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, for så vidt
deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.
Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har endvidere ret til forlods at udtage genstande,
der er erhvervet til børnenes brug.
§ 7 b. Er boet af ringe værdi, kan den efterlevende ægtefælle
udtage bohave, arbejdsredskaber og andet løsøre, i det omfang det skønnes nødvendigt,
for at den efterlevende kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, selv om der derved
vil tilfalde den efterlevende mere end dennes bos- og arvelod.
Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så meget,
at værdien heraf sammenlagt med den efterlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige
særeje udgør indtil 150.000 kr. (2005: 200.000 kr.). Reglerne i § 7,
stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte beløbsgrænse reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0
pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,
jf. loven om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes opad til det
nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.000. Reguleringen sker på grundlag
af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før afrunding.
Stk. 4. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde
sted.
§ 8. Efter en ægtefælles død er den efterlevende ægtefælle berettiget
til at overtage ægtefællernes fælleseje uden at skifte med deres fælles livsarvinger.
§ 9. Har afdøde efterladt sig særlige livsarvinger, kan boet kun
udleveres til uskiftet bo med deres samtykke.
Stk. 2. Er de særlige livsarvinger umyndige, eller er der beskikket skifteværge
for disse, kan skifteretten tillade udlevering til uskiftet bo, såfremt værgen eller
skifteværgen samtykker deri og det findes forsvarligt under hensyn til arvingernes
interesser og ægtefællens forhold. Det samme gælder, såfremt arvingen er under værgemål
efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål
efter værgemålslovens § 7, hvis værgemålet
angår dette spørgsmål. Er arvingen under samværgemål, kræves tillige samtykke fra
arvingen.
Stk. 3. Udleveres boet til uskiftet bo med afdødes mindreårige særbørn, overtager
ægtefællen afdødes forsørgelsespligt over for dem.
§ 10. Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, såfremt ægtefællen
er under konkurs eller ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
§ 11. Er ægtefællen umyndig, under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under samværgemål efter
værgemålslovens § 7, eller er der beskikket skifteværge for ægtefællen,
kan boet kun udleveres til uskiftet bo, såfremt skifteretten finder dette bedst
for ægtefællen.
§ 12. Anmodning om boets udlevering til uskiftet bo fremsættes
af ægtefællen eller af dennes værge eller skifteværge. Reglerne i § 9,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 13. Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal ægtefællen til skifteretten
indlevere en opgørelse over aktiver og passiver, der hører til fællesejet, og over
sit fuldstændige særeje. Nærmere regler om opgørelsens indhold kan fastsættes af
justitsministeren.
Stk. 2. Indgives opgørelsen ikke inden udløbet af den i stk. 1 angivne frist, der
om fornødent kan forlænges af skifteretten, kan denne pålægge ægtefællen daglige
eller ugentlige bøder, der løber, indtil opgørelsen indgives.
Stk. 3. Arvingerne har ret til at gøre sig bekendt med opgørelsen.
Stk. 4. Den efterlevende ægtefælle har pligt til efter skifterettens bestemmelse
at meddele oplysninger om dispositioner over det uskiftede bos formue.
§ 14. I det uskiftede bo indgår alt, hvad den efterlevende ægtefælle
erhverver, for så vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.
Stk. 2. På rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, finder
reglerne om uskiftet bo kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt
med de for disse rettigheder særligt gældende regler.
Stk. 3. Arv eller gave, som tilfalder ægtefællen, indgår dog ikke i det uskiftede
bo, såfremt ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter arvens eller gavens
modtagelse.
§ 15. Den efterlevende ægtefælle udøver i levende live en ejers
rådighed over boet.
Stk. 2. Ved testamente kan ægtefællen kun råde over så stor en del af det uskiftede
bo, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne. Inden for denne grænse kan
ægtefællen også råde over boets enkelte genstande, for så vidt det ikke strider
mod den afdøde ægtefælles bestemmelse i medfør af § 66.
§ 16. Den efterlevende ægtefælle bliver personlig ansvarlig for
den afdødes forpligtelser.
Stk. 2. Må det antages, at den afdødes bo var insolvent, kan den efterlevende ægtefælle
eller en kreditor anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer.
Imødekommes anmodningen, og opfylder ægtefællen sine forpligtelser efter lov om
skifte af dødsboer § 104, hæfter ægtefællen
uanset reglen i stk. 1 ikke for den afdødes forpligtelser.
§ 17. Den efterlevende ægtefælle er berettiget til at skifte
når som helst.
Stk. 2. Ved indgåelse af nyt ægteskab er ægtefællen forpligtet til at skifte.
§ 18. En efterlevende ægtefælle, der i henhold til
§ 9, stk. 2, sidder i uskiftet bo med umyndige særlige livsarvinger, har
på anmodning pligt til at skifte med dem, efterhånden som de bliver myndige. Det
samme gælder, såfremt en arvings skifteværge på egen hånd har givet samtykke til
uskiftet bo og arvingen selv senere fremsætter anmodning om skifte.
Stk. 2. Dør en særlig livsarving, der er umyndig, eller for hvem en værge eller
skifteværge efter § 9, stk. 2, har meddelt samtykke til uskiftet
bo, har ægtefællen pligt til at skifte med den pågældendes livsarvinger, medmindre
disse samtykker i, at skifte undlades. For mindreårige livsarvinger og livsarvinger,
for hvem der er beskikket værge, meddeles samtykke af værgen med skifterettens godkendelse,
idet reglerne i § 9, stk. 2, herved finder tilsvarende anvendelse.
§ 19. Har en ægtefælle siddet i uskiftet bo, arver livsarvingerne
efter den førstafdøde kun denne, såfremt de overlever den længstlevende ægtefælle
eller lever på det tidspunkt, da anmodning om skifte fremsættes. Ved skifte efter
den længstlevende ægtefælles død beregnes der ikke arv efter den førstafdøde til
den længstlevende ægtefælle.
Stk. 2. Mellem den førstafdødes arvinger deles arven efter arveforholdene ved den
længstlevende ægtefælles død eller på det tidspunkt, da anmodning om skifte fremsættes.
Er der ved den længstlevende ægtefælles død ingen arvinger efter denne, tilfalder
hele boet den førstafdødes livsarvinger.
§ 20. Såfremt en arving godtgør, at ægtefællen ved misbrug af
sin rådighed over boet væsentligt har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende
fare for en sådan formindskelse, eller at ægtefællen har forsømt sin forsørgelsespligt
over for arvingen, er ægtefællen pligtig at skifte med denne.
Stk. 2. Som misbrug af rådighed over boet betragtes navnlig urimeligt forbrug, tegning
af en uforholdsmæssig høj livrente samt ydelse af gaver eller andre begunstigelser,
der står i misforhold til det uskiftede bos formue.
§ 21. Har ægtefællen ved misbrug af sin rådighed over boet væsentligt
formindsket dette, kan arvingerne, når boet skiftes, kræve vederlag derfor af det
beholdne bo eller om fornødent for halvdelen af det manglende beløb af ægtefællens
fuldstændige særeje.
§ 22. Hvis ægtefællen af boet har givet en gave, der står i misforhold
til dets formue, kan en arving kræve gaven omstødt, såfremt gavemodtageren vidste
eller burde vide, at giveren sad i uskiftet bo, og at gaven stod i misforhold til
boets formue.
Stk. 2. Sag til gavens omstødelse kan kun anlægges, såfremt boet skiftes eller den
arving, som vil anlægge sagen, har indgivet anmodning om skifte. Sagen skal anlægges
inden 1 år efter, at arvingen er blevet vidende om gaven, og inden 5 år efter gavens
fuldbyrdelse.
§ 23. Ved skifte formodes alt, hvad ægtefællen ejer, at høre
til det uskiftede bo.
§ 24. Dør alle livsarvingerne efter den afdøde ægtefælle, overtager
den efterlevende ægtefælle uden skifte det uskiftede bo til fri rådighed. Reglerne
i § 7, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 24 a. Arvingerne er berettigede til for deres arvelod at
overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet. Ønsker flere arvinger at overtage
det samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have dette. En arving,
fra hvis slægt eller slægtsgren et aktiv stammer, har dog fortrinsret til at overtage
dette, såfremt det har særlig erindringsværdi for arvingen.
§ 24 b. Den efterlevende ægtefælle er berettiget til for sin
bos- og arvelod at overtage aktiver, der er fælleseje, til vurderingsbeløbet. Ønsker
ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret.
Stk. 2. Overstiger værdien af de aktiver, som den efterlevende ægtefælle ønsker
at overtage, den efterlevendes bos- og arvelod, skal den efterlevende desuagtet
være berettiget til at overtage aktiverne mod at udbetale det overskydende beløb
kontant til de øvrige arvinger.
§ 24 c. Af den afdødes fuldstændige særeje kan den efterlevende
ægtefælle inden for sin arvelod af særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet.
Ønsker ægtefællen og en anden arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen
fortrinsret.
§ 24 d. Bestemmelserne i §§ 24 b og 24 c finder ikke anvendelse på aktiver, hvorover den førstafdøde
ægtefælle har rådet ved testamente i medfør af § 66.
§ 24 e. I det omfang arven til afdødes umyndige livsarvinger
ikke kan udredes uden afhændelse af fast ejendom eller løsøre, som er nødvendige,
for at den efterlevende ægtefælle kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, eller
uden at ægtefællen berøves andre midler, som er nødvendige herfor, kan skifteretten
mod en efter forholdene passende sikkerhed give ægtefællen henstand med udbetalingen
af arven, indtil børnene bliver myndige. Nærmere regler herom fastsættes af justitsministeren.
§ 25. Halvdelen af den arvelod, som tilkommer arveladerens livsarvinger
og ægtefælle, er tvangsarv.
§ 26. Over tvangsarv kan arveladeren ikke råde ved testamente,
medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
Stk. 2. En arvelader kan ved testamente give en livsarving fortrinsret til at modtage
sin arv i bestemte ejendele. Ægtefællens ret til at overtage aktiver til vurderingsbeløbet
berøres ikke heraf.
§ 27. Arveladerens barn har ret til, såfremt det er nødvendigt
for at sikre det passende underhold og uddannelse til dets 21. år, forlods at få
udlagt et efter forholdene afpasset beløb. Ved fastsættelsen af beløbet kan der
tages hensyn til, hvilke udgifter arveladeren har afholdt til andre børns uddannelse.
Stk. 2. Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente. Den går forud for anden
arv, men fyldestgøres kun af tvangsarv, såfremt boets midler ikke i øvrigt strækker
til.
§ 28. Har flere børn forlodsret, og kan boet ikke udrede det
samlede beløb, bestemmer skifteretten under hensyn til børnenes behov og forholdene
i øvrigt, hvor meget der forlods skal tillægges eet eller flere af børnene.
§ 29. Skifteretten eller bobestyreren skal påse, at forlodsret
gøres gældende i boet.
§ 30. En arving kan ikke sælge, pantsætte eller på anden måde
overdrage den arv, han har i vente. I denne arv kan der heller ikke søges fyldestgørelse
af arvingens kreditorer.
§ 31. En arving kan over for arveladeren mod eller uden vederlag
give afkald på sin arveret. Afkaldet har også virkning for udstederens livsarvinger,
medmindre disses arveret er forbeholdt.
Stk. 2. Afkald kan på samme måde gives over for arveladerens ægtefælle, når denne
hensidder i uskiftet bo.
§ 32. Har ægtefællers fælles livsarving erkendt at have modtaget
et arveforskud, skal dette, når det er ydet af fælleseje og der skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live, så vidt muligt afkortes i arven efter den førstafdøde,
medmindre andet er aftalt. Et af førstafdøde oprettet testamente må vige, for så
vidt dette er nødvendigt, for at afkortning kan finde sted. Den del af forskuddet,
som ikke er afkortet i arven efter den førstafdøde, skal afkortes i arven efter
den længstlevende.
Stk. 2. Foranstående regler gælder også om forskud, som ydes af en ægtefælle, der
hensidder i uskiftet bo.
§ 33. Hvad en ægtefælle af fælleseje har givet et stedbarn eller
dets livsarvinger, afkortes i arven efter den anden ægtefælle, såfremt det er aftalt,
at ydelsen skal være forskud på arven efter denne.
§ 34. Ved afkortning lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen
til grund. Under særlige omstændigheder kan der dog afviges herfra.
Stk. 2. Såfremt et modtaget forskud overstiger arvelodden, skal arvingen ikke betale
det overskydende til boet, medmindre han særligt har forpligtet sig hertil.
Stk. 3. Hvis modtageren af et arveforskud dør før arveladeren, afkortes forskuddet
i den arv, som tilkommer arvingens livsarvinger.
§ 35. Arveforskud lægges til boet ved beregningen af arvelodder
og tvangsarv. Kan forskuddet ikke fuldt ud afkortes i modtagerens arv, tillægges
der kun et beløb svarende til hans arvelod.
Stk. 2. Når et fællesbo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live, lægges
forskuddet også til boet ved beregningen af boslodderne. Overstiger forskuddet modtagerens
arv efter den afdøde ægtefælle samt et til hans arv efter den længstlevende svarende
beløb, tillægges kun værdien af disse arvelodder.
§ 36. Når en person har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven,
som har medført en andens død, kan det ved dom bestemmes, at han fortaber retten
til at få arv, der var afhængig af den dræbtes død, og at hans arv efter en anden
person ikke må forøges som følge af lovovertrædelsen.
Stk. 2. Den, der har forsøgt at dræbe en slægtning i opstigende linje, øvet vold
mod eller groft fornærmet ham eller truet ham på strafbar måde, kan efter den forurettedes
begæring fradømmes retten til arv efter ham.
Stk. 3. Afgørelse i henhold til stk. 1 og 2 kan træffes ved straffedommen eller
under en særlig sag.
Stk. 4. Den fradømte arveret kan helt eller delvis tilbagegives den dømte ved testamente.
§ 37. Faderen og hans slægt tager ikke arv efter barn uden for
ægteskab, såfremt faderen ved avlingen af barnet har begået et forhold, for hvilket
han ved dom er kendt skyldig efter borgerlig straffelov §§ 216-223.
§ 38. Ægtefællers indbyrdes arveret bortfalder ved separation
og skilsmisse.
Stk. 2. Dør en af parterne i et omstødeligt ægteskab, arver den anden part ikke,
hvis reglerne i § 27, stk. 1 eller 2, i
lov om ægteskabs indgåelse og opløsning efter hans begæring bringes til anvendelse,
eller dersom sag til ægteskabets omstødelse af det offentlige var anlagt eller ifølge
den lov, der var gældende ved ægteskabets indgåelse, skulle have været anlagt.
§ 39. Den, der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, kan
ved testamente råde over sine ejendele, jf. dog § 26.
§ 40. Testamente skal oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en
notar eller for to vidner.
§ 41. Notaren bør i sin påtegning på testamentet afgive erklæring
om, hvorvidt testator var i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, samt
anføre andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed.
Stk. 2. Nærmere regler om notarernes virksomhed fastsættes af justitsministeren.
§ 42. Ved oprettelse af testamente for vidner skal testators underskrift eller vedkendelse
ske i samtidig nærværelse af vidnerne, som straks skal skrive deres navne på testamentet.
Stk. 2. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner efter testators ønske,
og de skal have kendskab til, at det er oprettelsen af et testamente, de bevidner.
§ 43. Vidnerne skal være fyldt 18 år. De må ikke på grund af
sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand mangle
forståelse af vidnebekræftelsens betydning.
Stk. 2. En person kan ikke være testamentsvidne, såfremt testamentet indeholder
bestemmelser til fordel for ham, hans ægtefælle, forlovede, beslægtede eller besvogrede
i op- eller nedstigende linje eller hans søskende eller for personer eller institutioner,
til hvilke han ved testamentets oprettelse har en sådan tilknytning, at han har
haft særlig interesse i begunstigelsen. Dette gælder dog ikke, hvis begunstigelsen
er ringe og har rimelig grund.
Stk. 3. At en person er indsat som bobestyrer, udelukker ham ikke fra at være vidne.
§ 44. Den, der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette
testamente i overensstemmelse med foranstående regler, kan mundtligt meddele sit
testamente i samtidig nærværelse af to vidner eller oprette testamente uden vidner
ved et egenhændigt skrevet og underskrevet dokument.
Stk. 2. Ved oprettelse af et mundtligt testamente finder bestemmelserne i
§ 42, stk. 2, og § 43, stk. 1, 2. punktum, og stk. 2 og 3,
anvendelse. Vidnerne skal snarest muligt nedskrive testamentet og underskrive det
således oprettede dokument.
Stk. 3. Et i medfør af stk. 1 oprettet testamente bortfalder, når der i 3 måneder
ikke har været nogen hindring for at oprette testamente i overensstemmelse med § 40.
§ 45. Vidnerne bør i deres påtegning på testamentet angive:
1) deres stilling og bopæl,
2) tid og sted for underskriften,
3) om de ved testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har været samtidigt
til stede efter testators ønske,
4) om testator var i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, samt
5) andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed.
§ 46. En testamentarisk bestemmelse kan genkaldes i testamentsform
eller ved, at testator på anden måde utvetydigt tilkendegiver, at den ikke længere
skal være gældende.
Stk. 2. Vil testator i øvrigt gøre forandringer i testamentet, skal det ske i overensstemmelse
med reglerne om oprettelse af testamente.
§ 47. Ensidig genkaldelse af et gensidigt testamente skal for
at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket.
§ 48. Indeholder et gensidigt testamente mellem ægtefæller bestemmelser
om senere fordeling af arven, kan den længstlevende ægtefælle ændre testamentets
bestemmelser herom, for så vidt angår sit særeje og halvdelen af det tidligere fællesbo.
Dette gælder dog ikke, såfremt andet er bestemt i testamentet eller klart fremgår
af dette.
§ 49. I de i § 38 omhandlede tilfælde skal
et testamente, som den ene ægtefælle har oprettet til fordel for den anden ægtefælle,
anses for genkaldt, medmindre særlige omstændigheder taler herimod.
Stk. 2. Det samme gælder, såfremt nogen har oprettet testamente
til fordel for sin forlovede og forlovelsen hæves.
§ 50. Et testamente er ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen
opfyldte betingelsen i § 39, eller hvis testamentet ikke opfylder
formforskrifterne i § 40, jf. §§ 42 og 43, eller § 44.
§ 51. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, såfremt testator
ved dens oprettelse på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring
eller lignende tilstand manglede evnen til fornuftsmæssigt at råde over sine ejendele.
§ 52. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den er fremkaldt
ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning eller ved misbrug af testators
enfoldighed, svaghedstilstand eller afhængighed.
§ 53. Befandt testator sig ved oprettelsen i en vildfarelse,
der var afgørende for hans testamentariske bestemmelse, er denne ugyldig.
Stk. 2. Har en testamentarisk bestemmelse ved fejlskrift eller anden fejltagelse
fået et andet indhold end tilsigtet, skal den dog gennemføres efter sin rette mening,
hvis denne kan udfindes.
§ 54. En testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse
eller tilintetgørelse af efterladenskaberne, som åbenbart savner fornuftig mening,
er ugyldig.
§ 55. Indsigelse mod et testamentes gyldighed kan rejses af enhver,
som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt.
§ 56. Er testamentet oprettet for en notar, skal hans attestation
på testamentet anses som bevis for de af denne omfattede forhold, medmindre særlige
omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 57. Hvis der rejses indsigelse mod gyldigheden af et for vidner
oprettet testamente, skal den, der vil påberåbe sig testamentet, ved førelse af
testamentsvidnerne eller på anden måde godtgøre, at testamentet er gyldigt oprettet.
Stk. 2. Har vidnerne i påtegningen attesteret, at der ved oprettelsen er forholdt
i overensstemmelse med § 42, skal dette anses for godtgjort,
medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 58. En arvelader kan ved testamente bestemme, at den tvangsarv,
som tilfalder en livsarving efter ham, helt eller delvis skal båndlægges, når han
finder dette stemmende med arvingens tarv.
Stk. 2. Er arven af ringe værdi, kan justitsministeren eller den, han bemyndiger
dertil, dog fritage for opfyldelse af den af arveladeren trufne bestemmelse om båndlæggelse.
§ 59. Arvingen kan forlange bestemmelsen om båndlæggelse tilsidesat, såfremt han
godtgør, at han er i stand til på forsvarlig måde at råde over arven på egen hånd.
Stk. 2. Båndlæggelsen kan dog ikke ophæves for tiden før arvingens fyldte 25. år.
§ 60. Begæring om tilsidesættelse af en bestemmelse om båndlæggelse
skal snarest muligt fremsættes over for skifteretten. Er arvingen ikke fyldt 25
år, skal begæringen fremsættes snarest muligt, efter at han har opnået denne alder.
Stk. 2. I boer, der behandles ved bobestyrer, skal erklæring fra bobestyreren så
vidt muligt indhentes, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Skifterettens afgørelse træffes ved kendelse. Afgørelsen kan foruden af
arvinger og bobestyreren indbringes for højere ret af justitsministeren.
§ 61. Tvangsarv kan kun båndlægges i en forvaltningsafdeling,
der er knyttet til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil.
Stk. 2. Såfremt arvingen samtykker heri, kan arven med justitsministerens tilladelse
båndlægges på anden måde, navnlig i fast ejendom.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte
midler.
§ 62. Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over kapitalen
i levende live, men alene hæve renten.
Stk. 2. I den båndlagte kapital kan der ikke, så længe arvingen lever, søges fyldestgørelse
af hans kreditorer. Det samme gælder uhævede renter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.
Stk. 3. Båndlagt arv er fuldstændigt særeje, medmindre andet er bestemt ved testamente.
Dette gælder, selv om bestemmelsen om båndlæggelse tilsidesættes i medfør af
§ 59.
Stk. 4. Skal arvingen yde erstatning eller godtgørelse i anledning af en af ham
forsætligt eller uagtsomt forvoldt skade på person eller gods, kan det ved dom bestemmes,
at båndlæggelsen ikke skal være til hinder for, at beløbet udredes af de båndlagte
midler.
§ 63. Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan
tillade, at der sker frigivelse af båndlagt arv, når det er en velfærdssag for arvingen.
§ 64. Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den
båndlagte arv til fastsat tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden,
foretages udbetalingen af vedkommende forvaltningsafdeling. Afhænger det derimod
af et skøn, om de i testamentet fastsatte betingelser er opfyldt, kan udbetaling
kun ske efter bestemmelse af justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil.
§ 65. Arv, som ikke er tvangsarv, kan båndlægges ved testamente.
Bestemmelserne i § 58, stk. 2, og §§ 61-64 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne
i § 61, § 62, stk. 1-3, og §
64 kan dog fraviges ved testamente.
§ 66. En ægtefælle kan ved testamente råde over enkelte genstande
inden for sit særeje.
Stk. 2. Inden for sin boslod kan en ægtefælle testere over ting, som hører til hans
bodel. Han kan dog kun med den anden ægtefælles samtykke testere over
1) fast ejendom, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller
den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet.
2) indbo i det fælles hjem,
3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber.
§ 67. En arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller
genkalde testamente.
Stk. 2. Erklæringen skal afgives under iagttagelse af reglerne i
kapitel 8 om oprettelse af testamente. Er arveladeren umyndig, kræves værgens
og statsforvaltningens samtykke.
§ 67, stk. 2 er ændret fra d. 01.01.2007 ved § 14.1 i lov nr. 542 af 24.06.2005: I § 67, stk. 2, ændres »statsamtets« til: »statsforvaltningens«.
§ 68. Ved testamente kan ejendele ikke tillægges flere ved testators
død ufødte personer efter hinanden.
§ 69. Har testator pålagt en arving en bestemt anvendelse af
arven eller indskrænkninger i rådigheden over denne, kan justitsministeren, når
hensynet til arvingens tarv taler derfor - navnlig hvis forholdene har forandret
sig - tillade sådanne afvigelser fra testamentet, som ikke væsentlig fraviger testationens
formål og karakter.
Stk. 2. Har testator indsat nogen til at påse overholdelsen af sådan forskrift,
kan afvigelsen ikke ske uden dennes samtykke, medmindre særlige omstændigheder taler
derfor.
§ 70. Lovens regler om testamenter finder tilsvarende anvendelse på gaveløfter, der ikke kan gøres gældende, så længe giveren lever, og gaver, der gives på hans dødsleje.
§ 71. Er der ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder
afdødes ejendele staten.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at der ikke skal rejses indsigelse mod et
testamente, der ville kunne anfægtes efter de herom gældende regler, men må antages
at være udtryk for afdødes sidste vilje. Justitsministeren kan endvidere under særlige
omstændigheder afstå arven til afdødes slægtninge eller til andre, der har stået
ham nær, navnlig når han ikke har kunnet oprette testamente, eller formuen hidrører
fra en fælles slægtning.
§ 72. Denne lov træder i kraft den 1. april 1964.
§ 73. Tidspunktet for arveladerens død er, medmindre andet følger af §§ 75-78, bestemmende
for, om loven eller hidtil gældende ret skal anvendes.
§ 74. Såfremt et barn uden for ægteskab er født før 1. januar 1938, bestemmes dets
adkomst til arv efter faderen og hans slægt og disses ret til arv efter barnet efter
den før det nævnte tidspunkt gældende ret.
§ 75. Reglerne i kapitel 3 anvendes også på uskiftet bo med livsarvinger, selv om
den afdøde ægtefælle er død før lovens ikrafttræden. Dette gælder dog ikke § 9,
stk. 2, og § 19.
Stk. 2. Arv eller gave, som er tilfaldet ægtefællen og ved lovens ikrafttræden er
indgået i det uskiftede bo, fordi han ikke har begæret skifte inden for den i §
5, stk. 2, i lov nr. 120 af 20. april 1926 om ægtefællers arveret og uskiftet bo
fastsatte frist, kan ikke holdes uden for boet, selv om ægtefællen begærer skifte
inden udløbet af fristen i nærværende lovs § 14, stk. 3.
Stk. 3. Sag til omstødelse af gave i medfør af § 22 kan ikke anlægges, hvis den
i loven af 20. april 1926 § 6, stk. 2, omhandlede frist er overskredet ved lovens
ikrafttræden.
§ 76. Arveretlige retshandler, som ikke opfylder lovens krav med hensyn til habilitet
og form, er gyldige, hvis de er oprettet før lovens ikrafttræden og er i overensstemmelse
med hidtil gældende ret.
Stk. 2. Bestemmelser om arveafkortning, truffet i overensstemmelse med §§ 10-13
i arveforordning af 21. maj 1845, bevarer deres retsvirkning, selv om arveladeren
er død efter lovens ikrafttræden.
§ 77. Testamente, som før lovens ikrafttræden er konfirmeret efter arveforordning
af 21. maj 1845 § 27, 1. punktum, bevarer retsvirkning i henhold til denne bestemmelse,
selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.
§ 78. Reglerne i kapitel 11 om retsvirkningerne af båndlæggelse anvendes også, når
arveladeren er død før lovens ikrafttræden. Dette gælder dog ikke § 62, stk. 3.
Bestemmelsen i § 62, stk. 4, gælder kun krav, som er opstået efter dette tidspunkt.
Stk. 2. Bestemmelse om båndlæggelse, som før lovens ikrafttræden er konfirmeret
efter arveforordningen af 21. maj 1845 § 28, kan ikke tilsidesættes efter denne
lovs § 59, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Bestemmelse om båndlæggelse for arveladerens enke bevarer sin gyldighed,
hvis den er konfirmeret før lovens ikrafttræden, selv om arveladeren er død efter
dette tidspunkt.
§ 79. Med hensyn til oprettelse af testamente vedrørende landejendomme har det sit
forblivende ved reglerne i forordning af 13. maj
1769 om selveier-bønder og de dem forundte fordele § 5, 1. punktum, forordning
af 22. november 1837 angående den selveier-bønder hjemlede testationsfrihed §§ 1-10
og § 12, plakat af 17. marts 1847 samt de senere ændringer i disse bestemmelser
og forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle forandringer i lovgivningen om
arv §§ 26 og 27, 2. punktum, jf. lov nr. 563 af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses
og fideikommisgodsers samt de herhen hørende fideikommiskapitalers overgang til
fri ejendom § 5, næstsidste stykke.
§ 80. Fra lovens ikrafttræden ophæves:
Krigsretsinstruks af 9. marts 1683 § 36, Danske lov 5-2-12, 5-2-30 og 5-2-53, forordning
af 5. december 1749 ang. arv, der tilfalder personer, som er optaget i et hospital,
Kong Frederik V's søekrigs-artikels-brev af 8. januar 1752 § 977, for så vidt angår
testamenter, forordning af 13. maj 1769 om selveier-bønder og de dem forundte fordele
§ 5, 2. og 3. punktum, forordning af 18. juni 1777, jf. lov nr. 258 af 28. juni
1920 § 62, forordning af 22. november 1837 angående den selveier-bønder hjemlede
testationsfrihed § 11, forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle forandringer
i lovgivningen om arv - dog undtaget §§ 26 og 27, 2. punktum - med senere ændringer,
lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning § 51, lov nr. 120
af 20. april 1926 om ægtefællers arveret og uskiftet bo med senere ændring og lov
nr. 127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af borgerlig straffelov § 14.
§ 80 a. Regeringen har indgået overenskomst med andre stater om forholdet mellem
dansk og fremmed rets regler om testamenters gyldighed. Med de øvrige nordiske lande
kan regeringen tillige indgå overenskomst om andre spørgsmål vedrørende forholdet
mellem danske og andre nordiske landes regler om arv. De i 1. og 2. punktum nævnte
overenskomster finder anvendelse her i riget efter bekendtgørelse i overensstemmelse
med de gældende regler.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske
og andre nordiske landes regler om arv.
§ 81. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes
i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Forordning af 13. maj 1769 om Selveier-Bønder i Danmark, og de dem allernaadigst forundte Fordele § 5, 1. pkt.
Ligesom en Selveier - eller Eiendoms-Bonde, saalænge han af Gaarden præsterer hvad
han bør, og holder sig den med
forrige Eier sluttede Contract og givne Skiøde nøie efterrettelig, er berettiget
til at disponere over hans Gaard, som han for got
befinder, med at afhænde, sælge og pantsætte den, og saa fremdeles; Saa skal det
og være ham tilladt at anordne og
fastsætte, hvorledes der efter hans Død skal forholdes med hans Gaard og dertil
hørende Besætning, hvem af hans Børn eller
andre Arvinger samme skal tilfalde, hvad der egentlig skal følge med Gaarden og
regnes til dens Besætning, samt hvad Sum
Arvingen skal tage samme for, og hvor meget han derfor skal erlægge til Stervboen
og hans Med-Arvinger.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
12-03-2024