864 Sådan giver du afkald på falden arv

En arv anses for erhvervet ved arveladerens død, og giver du først afkald på arven efter dette tidspunkt til fordel for dine børn, er der strengt tale om en gave fra dig til dine børn, således at du først skal betale boafgift af arven, hvorefter dine børn skal betale gaveafgift af den gave, som ligger i arveafkaldet.

Du og dine børn slipper for denne dobbeltbeskatning, hvis arveafkaldet bliver meddelt skifteretten inden indlevering af den endelige boopgørelse, dog senest inden udlodning i boet påbegyndes. Hvis du er enearving, er udlodning sket allerede ved boets udlevering til privat skifte, og du kan da ikke længere give arveafkald. Deling af sædvanligt indbo og personlige effekter ikke anses for udlodning. Der kan dog gives arveafkald, selv om der er sket acontoudlodning til en efterlevende ægtefælle eller til opfyldelse af et legat.

Arveafkaldet kan gives på hele arven eller en del af arven.

Er afkaldet givet rettidigt, skal dine børn naturligvis betale boafgift af de beløb de arver.

Boafgiften bliver i øvrigt ikke lavere ved, at du giver afkald på arven til fordel for dine børn. Boafgiften bliver nøjagtig den samme.

Der gælder ingen formkrav for afkald på falden arv, men afkald bør af bevismæssige grunde altid gives skriftligt i en erklæring, som underskrives og indsendes til skifteretten inden for ovennævnte tidsfrister.

Du kan ikke disponere over den arvelod, som du giver afkald på, ved f. eks. at bestemme, at denne lod skal tilfalde din søster eller din ægtefælle. Du kan dog bestemme, om arvelodden skal tilfalde dine børn og andre livsarvinger til fordeling efter arvelovens regler eller de øvrige arvinger i boet. Hvis du ikke bestemmer noget herom i arveafkaldet, tilfalder arvelodden dine livsarvinger.

Hvis dit eget bo er under konkursbehandling, kan du ikke give afkald på falden arv, og hvis du er insolvent på det tidspunkt, hvor du giver afkald på falden arv, kan arveafkaldet omstødes, hvis du bliver erklæret konkurs mindre end to år efter, at du har givet arveafkaldet. Disse regler gælder kun afkald på falden arv, og ikke på arveafkald som gives, medens arveladeren lever, dvs. afkald på ventende arv. 

Som et led i denne linies formularservice har vi udarbejdet en formular til afkald på falden arv. Du kan læse mere om denne formular på emne nr. 289.