363 Farlige stoffer

Mens dine forældre har en pligt til at drage omsorg for dig i dit hjem, har arbejdsministeren populært sagt en lignende forpligtelse, hvad angår dit erhvervsmæssige arbejde.

 

Arbejdsministeren har fastsat regler om unges arbejde med farlige stoffer i en bekendtgørelse om unges arbejde af 6. april 2005. Denne bekendtgørelse indeholder blandt andet nogle mere generelle bestemmelser, som bevirker, at din arbejdsgiver skal sørge for:

  1. At du får en grundig oplæring og instruktion, så du kan udføre dit arbejde ”sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt”.
  2. At du kan læse og forstå de tekniske mærkninger, blandt andet på alle etiketter.
  1. At dit arbejde udføres under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år og har fornøden indsigt i arbejdets art.

Tillige indeholder bekendtgørelsen en specificeret række af stoffer og materialer, som du ikke må arbejde med, og det gælder blandt andet følgende:

 

1) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljøministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter mærkes med følgende faresymboler og farebetegnelser:

Tx Meget giftig

T Giftig

C Ætsende

E Eksplosiv

Herunder stoffer og materialer, der er forsynet med risikosætningerne:

R39 Fare for varig alvorlig skade på helbred

R45 Kan fremkalde kræft

R46 Kan forårsage arvelige genetiske skader

R49 Kan fremkalde kræft ved indånding

R60 Kan skade forplantningsevnen

R61 Kan skade barnet under graviditeten.

 

2) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljøministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter mærkes med faresymbol og farebetegnelse Xn, sundhedsskadelig og samtidig forsynes med mindst en af følgende risikosætninger:

R40 Mulighed for kræftfremkaldende effekt

R42 Kan give overfølsomhed ved indånding

R48 Alvorlig sundhedsfare ved længere tids påvirkning

R62 Mulighed for skade for forplantningsevnen

R63 Mulighed for skade på barnet under graviditeten

R68 Mulighed for varig skade på helbred.

 

3) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljøministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter mærkes med faresymbolet og farebetegnelsen Xi, lokalirriterende og samtidig forsynes med risikosætningen:

R43 Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden.

 

4) Stoffer og materialer, der i henhold til Miljøministeriets regler om klassificering m.v. af kemiske stoffer og produkter forsynes med følgende risikosætning:

R12 Yderst brandfarlig.

 

Det vil imidlertid føre alt for vidt at opremse alle de farlige stoffer, som du og dine jævnaldrende under ingen omstændigheder må arbejde med. Men vi vil råde dig til at være opmærksom på alle former for kemikalier, væsker, stoffer eller materialer, og skulle du være i tvivl om deres farlighed eller giftighed, bør du forelægge spørgsmålet for Arbejdstilsynet.

Føler du dig ofte omtåget, ør i hovedet, træt eller får udslæt, når du er på arbejde, kan det være et tegn på, at du arbejder med farlige stoffer eller materialer. I så fald skal du spørge virksomhedens sikkerhedsrepræsentant eller tage kontakt med Arbejdstilsynet.