Som du sikkert er bekendt med, skal kommende konfirmanter møde op et antal gange i kirke til alm. gudstjeneste op til deres konfirmation, hvilket der vel ikke er noget forkert i, så de kan forberede sig en smule.
Hvis så præsten i sognet ikke tror på, at barnet ikke har været i kirke, fordi barnet, ved et "kontrolerende spørgsmål", ikke kan svare rigtigt, begynder at true med ikke at ville konfirmere barnet, hvis ikke barnet kommer i kirke det antal gange som præsten har sagt.
Kan præsten nægte at konfirmere barnet.?
Hvis han kan nægte at konfirmere barnet, hvad gør man så.?
SVAR:
Ja, det kan præsten, og der fremgår af Anordning nr. 744 af 02.12.1989 om konfirmation.
Her står følgende i § 1:
"Adgang til at blive konfirmeret har enhver, der er døbt med den kristne dåb, har modtaget forberedelse til konfirmation og er fortrolig med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste".
Og der står følgende i § i § 11 stk. 2:
"Har en konfirmand forsømt forberedelsen uden gyldig grund eller tilsidesat de af præsten givne anvisninger, kan præsten afvise vedkommende fra forberedelsen og/eller konfirmationen".
Nægter præsten at konfirmere en ung, kan den unge forsøge sig igen i næste ombæring - dvs. i den næste forberedelsestid.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
Anordning om konfirmation
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Adgang til at blive konfirmeret har enhver, der er døbt med den kristne dåb,
har modtaget forberedelse til konfirmation og er fortrolig med den kristne børnelærdom
og folkekirkens gudstjeneste.
Stk. 2. Det påhviler præsten at påse, at de i stk. 1 anførte vilkår er opfyldte.
§ 2. Konfirmationen foregår i kirken ved en ordinær gudstjeneste og udføres efter
de for konfirmation gældende forskrifter.
§ 3. Konfirmationen afholdes normalt om foråret umiddelbart efter forberedelsens
afslutning på en søndag eller anden helligdag, dog ikke Langfredag, Påskedag eller
Pinsedag. Menighedsrådet kan bestemme, at der tillige afholdes konfirmation om efteråret.
Konfirmationsdagen fastsættes af sognets præst/præster.
Stk. 2. I pastorater med flere kirker kan menighedsrådet eller menighedsrådene i
forening bestemme, at konfirmation skal afholdes skiftevis i pastoratets kirker.
Kapitel 2
Konfirmationsforberedelsen
§ 4. Konfirmationsforberedelsen bygger på dåben og sigter på at styrke konfirmandens
fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste.
§ 5. Præsten har ansvaret for tilrettelæggelsen og varetagelsen af konfirmationsforberedelsen,
som normalt forudsætter, at konfirmanden har modtaget kristendomsundervisning i
folkeskolen eller andetsteds.
Stk. 2. Det tilstræbes, at der i forberedelsestiden er et samarbejde mellem præsten
og hjemmene.
§ 6. Konfirmationsforberedelsen foregår på folkeskolens højere klassetrin, tidligst
fra syvende klasse.
§ 7. Normalt skal et barn forberedes til konfirmation i det pastorat, hvori det
bor. Dog kan et barn indmeldes til konfirmationsforberedelse hos en anden præst
i folkekirken, som er villig til at konfirmere barnet.
§ 8. Konfirmationsforberedelsen finder normalt sted i præstegårdens eller kirkens
konfirmandstue. Hvor forholdene gør det ønskeligt, kan forberedelsen efter anmodning
fra præsten med menighedsrådets tilslutning henlægges til et andet af provsten godkendt
lokale.
Stk. 2. Efter menighedsrådenes bestemmelse kan konfirmationsforberedelsen finde
sted i indtil 2 af pastoratets sogne eller kirkedistrikter. Dog må menighedsrådet
i annekssognet (kirkedistriktet) i så tilfælde stille et af provsten godkendt lokale
til rådighed.
§ 9. Biskoppen i det stift, hvori en konfirmandlejr agtes afholdt, kan tillade,
at konfirmationsforberedelsen, som finder sted i den pågældende konfirmandlejr,
delvis træder i stedet for sædvanlig konfirmationsforberedelse. Konfirmationsforberedelsen
i sådanne lejre foregår efter en af vedkommende biskop godkendt plan og varetages
af en præst i folkekirken. De i § 10 anførte bestemmelser om holdstørrelse og lektionernes
antal finder tilsvarende anvendelse på konfirmandlejre.
Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan vedkommende biskop give tilladelse til, at
en konfirmandlejr helt træder i stedet for sædvanlig konfirmationsforberedelse.
§ 10. Antallet af konfirmander på et hold må ikke overstige 28. Der tilsigtes en
gennemsnitlig holdstørrelse på højst 22.
Stk. 2. Konfirmanderne forberedes til konfirmation i to ugentlige lektioner i det
skoleår, i hvilket der om foråret afholdes konfirmation. Hvor der tillige afholdes
konfirmation om efteråret, bør desuden nogle lektioner henlægges til tiden lige
forud. Forberedelsen, der afsluttes umiddelbart forud for konfirmationen, skal omfatte
mindst 48 lektioner og så vidt muligt 56 lektioner.
Stk. 3. Inden for samme kommune eller skoledistrikt bør der tilstræbes en ensartet
tilrettelæggelse af tiden for konfirmationsforberedelsen.
§ 11. Den præst, der har forberedt en konfirmand i den anordnede tid, er som regel
berettiget og forpligtet til at konfirmere vedkommende.
Stk. 2. Har en konfirmand forsømt forberedelsen uden gyldig grund eller tilsidesat
de af præsten givne anvisninger, kan præsten afvise vedkommende fra forberedelsen
og/eller konfirmationen. Konfirmanden kan i så fald ikke antages til forberedelse
eller konfirmation i samme forberedelsesperiode af en anden præst, medmindre tilladelse
meddeles af biskoppen.
Stk. 3. Afbrydes forberedelsen hos en præst af andre grunde efter overenskomst med
forældre eller værge, kan den fortsættes hos en anden præst, som er villig til at
modtage vedkommende.
§ 12. Biskoppen kan under særlige omstændigheder give tilladelse til mindre afvigelser
fra de i anordningen indeholdte bestemmelser om konfirmationsforberedelse og konfirmation.
Kapitel 3
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 13. Anordningen træder i kraft den 1. august 1990.
Stk. 2. Anordning nr. 279 af 9. juli 1968 om konfirmation, som ændret ved anordninger
nr. 36 af 11. februar 1972 og nr. 39 af 20. februar 1975, ophæves, bortset fra bestemmelserne
i §§ 6 og 7.
§ 14. Anordningen gælder ikke for Grønland.
Stk. 2. På Færøerne er vicebiskoppen bemyndiget til at tillade afvigelser fra anordningen
i det omfang, de særlige forhold på Færøerne gør det nødvendigt.
Givet på Amalienborg, den 2. december 1989
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
I Dronningens Navn:
JOACHIM
Prins til Danmark
Rigsforstander
/Torben Rechendorff
21-08-2024