fa-fi |
fo-fo |
fr-fr |
fu-fæ |
F1, F3 og F5 | Rentetilpasningslån, hvor renten fastsættes for 1, 3 eller 5 år ad gangen |
factoring | fakturabelåning af samtlige de fordringer, en sælger måtte få mod sine købere |
fagentreprise | bygherren indgår aftale med de enkelte entreprenører |
fakturabelåning | pantsætning af fakturabeløb f. eks. til et pengeinstitut. Sikringsakten er denunciation til debitor |
fakultativ | frivillig - det modsatte af obligatorisk |
fallent | person, der er gået konkurs |
fallissement | gammelt ord for konkurs |
falsa demonstratio non nocet | en forkert betegnelse i et testamente af en person eller en ting skader ikke. Domstolene kan rette en sådan fejl, hvis retten er sikker på, hvad testator mente. |
familieretten | afdeling i byretten, som træffer afgørelse i familieretlige sager |
Familieretshuset | Er navnet på den myndighed, som løser familieretlige opgaver, herunder sagen om forældremyndighed og samvær, separation og skilsmisse. Disse sager blev indtil d. 01.04.2019 varetaget af Statsforvaltningen |
fareforøgelse | Forsikringsaftaleloven § 45: Bliver med den sikredes vilje en i policen bestemt angivet fareomstændighed således ændret, at selskabets risiko derved forøges udover, hvad der ved aftalens afslutning kan antages at være taget i betragtning, er selskabet fri for ansvar, hvis det ikke ville have overtaget forsikringen, såfremt de ved ændringen hidførte forhold havde foreligget, da aftalen blev afsluttet. Stk. 2. Må det antages, at selskabet ville have tegnet forsikringen, men på andre vilkår, hæfter det således, som det mod den aftalte præmie ville have fortsat forsikringen, om fareforøgelsen havde været det bekendt. Ville selskabet ved genforsikring i videre omfang have begrænset sit ansvar for egen regning, nedsættes erstatningen i samme forhold. |
fastkursaftale | aftale, hvor kursen på et nyt realkreditlån låses fast, dvs. kurssikres. |
fedtegrænsen | Grænse ved udmåling af ægtefællebidrag. Hvis den bidragspligtiges månedlige bruttoindtægt er på under ca. 25.800 kr. om måneden, vil der i 2023 slet ikke blive fastsat bidrag, selv om den bidragsberettigedes indtægt er langt mindre |
feriegodtgørelse | udgør 12,5% af lønnen i optjeningsåret |
ferietillæg | udbetales som tillæg til løn under ferie og udgør 1% af lønnen i optjeningsåret |
fideikommis |
grundlovens § 84: Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes. arvelovens § 60, stk. 2: Ved testamente kan arv eller legat ikke tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden. |
FIFO-pricippet | First in - first out. Ved salg af aktier med samme rettigheder, men erhvervet på forskellige tidspunkter, anses de først erhvervede aktier for de først afståede, jf. aktieavancebeskatningslovens § 5, stk. 2. |
financielle instrumenter | værdipapirer |
fiscus | statskassen |
fission | spaltning af et selskab |
FKU-undersøgelse | Forældrekompetence-undersøgelse. Anvendes i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet |
flexbolig | helårsbolig uden bopælspligt |
F.O.B. | free on board. Klausul, hvorved sælger påtager sig at varetage og bekoste varens transport frem til og med lastning på skib i en bestemt havn, hvorefter resten af fragten sker for køberens regning |
fogedforbud |
fogedrettens påbud om at undlade handlinger, som strider mod rekvirentens ret. Kan betinges af sikkerhedsstillelse. Der skal anlægges justificationssag inden 2 uger. |
fond | selvejende institution, der ikke har en ejerkreds |
fondsaktier |
aktier, som udstedes ved en forhøjelse af aktiekapitalen ved overførsel fra selskabets frie egenkapital |
fondsanparter |
anparter, som udstedes ved en forhøjelse af anpartskapitalen ved overførsel fra selskabets frie egenkapital |
fondsaktiver |
aktier og obligationer, der noteres på Københavns Fondsbørs. Udstedes og omsættes via en registrering i Værdipapircentralen. |
forbedringsforhøjelse | forhøjelse af huslejen om følge af forbedringer af det lejede |
forbrugeraftale |
en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale. |
forbrugerkøb |
et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb, jf., købelovens § 4 a. |
force majeure |
En klausul i kontrakter, som fritager en eller begge parter fra kontrakten ved en ekstraordinær situation, som parterne ikke har kontrol over, som krig, en naturkatastrofe eller en coronavirus-pandemi, som umuliggør at kontrakten bliver opfyldt. Force majeure er en hændelse, som ingen har indflydelse på, og som ikke kan forudsiges |
fordelingstal | tal, som benyttes ved fordelingen af fællesudgifter i ejerforeninger |
fordringshaver | den, der har noget til gode |
fordringshavermora |
foreligger, når opfyldelse forhindres på grund af fordringshaverens forhold. Ved betalingsforpligtelser kan skyldneren i visse tilfælde blive frigjort ved deponering |
fordringshaverskifte | indtræden af ny fordringshaver i et gældsforhold. Kan normalt ske uden skyldnerens samtykke |
forebyggende rekonstruktionsbehandling | En skyldner, der er insolvent, eller som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekonstruktionsbehandling, når det begæres af skyldneren. Reglerne i kraft fra d. 17.07.2022. |
forening |
sammenslutning med en vekslende medlemskreds til opnåelse af et fælles formål af økonomisk eller ideel karakter |
foreningsfrihed | GRL § 78: Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. |
forfaldstid | det tidspunkt, på hvilket fordringshaveren kan kræve betaling |
forfatning | grundlæggende regler for en stats styreform og organisation (grundlov) |
forhalingsrente | rente som følge af for sen betaling - i modsætning til almindelig kreditrente |
forhandlergrundsætning | et ejendomsforbehold kan ikke gøres gældende, hvis sælgeren har solgt genstanden til en person, om hvem han vidste eller burde vide, at denne var forhandler af genstande af den pågældende art, og forhandleren herefter har videresolgt genstanden til en godtroende erhverver, som har fået genstanden i hænde |
forhandlingsmaksimen eller forhandlingsprincippet |
retten skal afgøre sagen på grundlag af parternes påstande og de oplysninger, som de tilvejebringer - det modsatte er officialmaksimen |
forholdsmæssigt afslag |
nedslag i købesummen på grund af mangler ved det solgte. Kan kræves, selv om sælgeren var i ond tro. Ved fast ejendom skal manglen være væsentlig - 5-10% af købesummen. |
forkyndelse |
meddelelse af stævninger og domme til den, som de angår. Kan ske ved brevforkyndelse eller ved stævningsmand |
forkøbsret | ret til at købe til samme pris, som trediemand vil give |
forlig | løsning af en tvist ved en mindelig aftale |
forligsmægling | mægling mellem parterne i en retssag. |
forlodsret |
se arveloven fra 1963 § 27: Arveladerens barn har ret til, såfremt det er nødvendigt for at sikre det passende underhold og uddannelse til dets 21. år, forlods at få udlagt et efter forholdene afpasset beløb. Ved fastsættelsen af beløbet kan der tages hensyn til, hvilke udgifter arveladeren har afholdt til andre børns uddannelse. Stk. 2. Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente. Den går forud for anden arv, men fyldestgøres kun af tvangsarv, såfremt boets midler ikke i øvrigt strækker til. Reglen er ikke med i den nye arvelov fra 2007 |
forlovelse | aftale om at ville indgå ægteskab |
forløfte | gammelt ord for kaution |
formidlingsaftale |
aftale mellem sælger og ejendomsmægler om salget af ejendommen. Kaldtes tidligere for kommissionsaftale |
formildende omstændigheder | Strafl § 82: Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, 1) at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, 2) at gerningsmanden har høj alder, når anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig, 3) at gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund, 4) at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse, 5) at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse, 6) at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold, 7) at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen, 8) at gerningsmanden frivilligt har afværget eller søgt at afværge den fare, der er forvoldt ved den strafbare handling, 9) at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, 10) at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre, 11) at gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling, 12) at gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf, 13) at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelsen af den sædvanlige straf er unødvendig. Stk. 2. Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Sagsbehandlingstiden kommer dog kun i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist. |
formueforbrydelse | forbrydelse, der indebærer en krænkelse af offerets formue, f. eks. tyveri, bedrageri, mandatsvig. |
formuefællesskab | den legale formueordning mellem ægtefæller |
formulartvang |
pantebreve, der anmeldes til tinglysning, skal være oprettet på blanketter, der er godkendt af justitsministeren (justitsministeriets pantebrevsformularer), jf. tinglysningslovens § 50 f. |
formynder | værge |
forordning |
retsforskrift fra EU's Ministerråd, som er bindende for borgerne i medlemslandene, og som har forrang for de nationale love |
forpagtning | En aftale, hvor en forpagter overtager overtager råderetten over et areal (lokaler, jord e.l.) samt driften af en igangværende virksomhed. Forpagteren betaler en forpagtningsafgift, der enten er et fast månedligt/årligt beløb eller en afgift, der er afhængig af omsætningen fra virksomheden/jorden. Det kan også være en kombination. Forpagteren driver den forpagtede virksomhed/jorden for egen regning og risiko. Forpagtning omhandler typisk hoteller, restauranter, cafeer og jordbrug. |
forsamlingsfrihed | GRL § 79: Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred. |
forsendelseskøb | køb, hvor sælgeren skal sørge for forsendelsen til en anden plads for der at overgives i købers besiddelse. Levering anses for sket, når genstanden er overgivet til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen fra vedkommende sted, eller den, hvis afsendelsen sker med skib, er bragt inden for skibssiden, jf. købelovens § 10. I forbrugerkøb er levering dog først sket, når genstanden er kommet i købers besiddelse, jf. købelovens § 73. |
forsendelsesrisikoen | ved aftalers indgåelse er det normalt afsenderen, der bærer risikoen for, at et brev når rettidigt frem til modtageren. Ved reklamationer bærer modtageren forsendelsesrisikoen, hvis blot set kan bevises, at brevet er afsendt, f. eks. ved anbefalet brev |
forsikrede | den person, på hvis liv eller helbred en livs- eller ulykkesforsikring er tegnet |
forsikringssum | den sum, der i policen angives som den, inden for hvilken forsikringsselskabet hæfter. Ved skadesforsikring må forsikringsydelsen ikke overstige det beløb, der kræves til dækning af skaden, uanset at forsikringssummen er højere. Ved summaforsikringer (livs- og ulykkesforsikringer) falder forsikringssum og forsikringsydelse sammen |
forsikringsaftale | aftale mellem et forsikringsselskab og en forsikringstager om at forsikringsselskabet påtager sig at dække en risiko mod en bestemt forsikringspræmie |
forsikringsbegivenhed |
den begivenhed, der skal være indtrådt, hvis forsikringen skal dække. |
forsikringssum | det beløb, der udbetales fra en summaforsikring, f. eks. en livsforsikring eller ulykkesforsikring |
forsikringstager | den, der har tegnet en forsikring |
forsikringstid | den periode, hvor forsikringsselskabet bærer risikoen for, at forsikringsbegivenheden finder sted |
forsikringsydelse | den ydelse, der opstår krav på i anledning af forsikringsbegivenheden |
forsinkelse |
for sen levering eller slet ingen levering af salgsgenstanden. Anvendes også på for sen betaling af købesummen |
forsinket accept | anses som et nyt tilbud fra acceptanten, jf. aftalelovens § 4, stk. 1 |
forskudsopgørelse | opgørelse der danner grundlag for opkrævning af A-skat eller B-skat |
forsæt | forsæt foreligger hos den, der handler med viden og vilje, eller som anser det for overvejende sandsynligt, at de til forbrydelsen hørende elementer er til stede eller — for så vidt angår forbrydelsens følger — vil indtræde. |
forsørgertabserstatning | erstatning til afdødes ægtefælle, samlever eller børn, som har mistet en forsørger |
fortrinsret |
arvelovens § 50, stk. 2: Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres. |
fortrydelsesret | ret til at annullere en aftale. Gælder for visse forbrugeraftaler, f. eks. krosalg og fjernsalg, med en fortrydelsesfrist på 14 dage, samt aftaler om køb af fast ejendom eller om opførelse af hele bygninger med en frist på 6 hverdage. |
fortsat forbrydelse | en sammenhængende række af ensartede forbrydelser, der medfører, at forældelsesfristen for alle handlingerne under ét regnes fra ophøret af den sidste strafbare handling |
forum shopping | overvejelser med det formål at finde frem til, i hvilket land en sag skal anlægges, fordi dette er mest fordelagtigt for sagsøgeren |
forvaltningsafdeling | afdeling i et pengeinstitut, hvor bl. a. umyndiges midler og båndlagte midler administreres |
forvaring | aftale om opbevaring af en ting med pligt til at tilbagelevere den samme ting. Er også navnet på en tidsubestemt straf, som kan idømmes visse farlige kriminelle, se straffelovens § 70 |
forældelse | ophør af en fordring på grund af dennes alder |
forældelsesfrist |
er normalt på 10 år fra fordringens stiftelse. En række krav forældelse dog på 3 år fra forfaldstid |
forældrelinien |
hvis arveladeren ikke efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger, tilfalder arven forældrene til lige deling. Kaldes også 2. arveklasse. |
franchise | samarbejdsaftale mellem 2 selvstændige erhvervsdrivende vedrørende markedsføringen af varer eller tjenesteydelser på grundlag af et af franchisegiveren udviklet forretningskoncept med tilhørende immaterialrettigheder, forretningskendetagen og knowhow. |
fratrædelsesgodtgørelse |
Funktionærlovens § 2 a: Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i
samme virksomhed i 12 eller 17 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens
fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1 og 3 måneders løn. Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning. |
fredskov | skov, der er beskyttet mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.m., og på hvis arealer der altid skal være skov. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevoksede med træer, som danner eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af højstammede træer. Træerne må ikke fældes, før de er hugstmodne, og det skal sikres, at der på ny vokser træer på arealerne. |
frembringelse | bearbejdelse af et materiale, der tilhører en anden, hvorved der opstår et nyt produkt, f. eks vindruer, der bliver til vin, eller en marmorblok, der bliver til en statue. Kaldet specificatio i romerretten |
fremleje |
det forhold, at en lejer udlejer det lejede til en anden. Lejere af beboelseslejligheder har ret til fremleje efter reglerne i lejelovens § 69 og § 70 |
fremlejetager | den, der har lejet den fremlejede lejlighed |
fremtidsfuldmagt | en fuldmagt, som skal træde i kraft, hvis den pågældende på et senere tidspunkt som følge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred el.lign. ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten, |
friarv | arv, som ikke er tvangsarv |
frigørelsestid | det tidspunkt, hvor skyldneren er berettiget til at betale |
frigørende virkning | en betaling sker med frigørende virkning, når skyldneren dermed er frigjort for sin betalingsforpligtelse |
frijorder | arealer i det åbne land, der ikke er undergivet landbrugspligt. |
fripolice | en livsforsikring kan i visse tilfælde omskrives til fripolice, således at forsikringstageren får en præmiefri forsikring med en forsikringssum, som er beregnet på basis af en eengangspræmie svarende til tilbagekøbsværdien. |
fri proces | fritagelse for at betale sagens omkostninger. Meddeles ved bevilling fra Civilstyrelsen eller fra retten |
fristdag |
1) den dag, da skifteretten modtog anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring
om akkordforhandling, gældssanering eller konkurs, 2) dagen for skyldnerens død, såfremt dødsboet behandles efter reglerne om insolvente boer, jf. §§ 69-72 i lov om skifte af dødsboer. |
fritstilling af funktionær |
tilkendegivelse fra arbejdsgiveren om, at funktionæren i opsigelsesperioden ikke har nogen arbejdsforpligtelse. Er en definitiv suspension. |
frivillig auktion | auktion til opløsning af sameje gennem fogedretten |
frivilligt forlig |
dokument, hvor debitor frivilligt anerkender gælden, som kan inddrives gennem fogedretten, hvis forliget ikke overholdes |
friværdi | forskellen mellem ejendommens kontantværdi og kursværdien af de eksisterende lån |
fuld anmeldelsesret | retten til at anmelde det fulde tilgodehavende i flere boer i tilfælde af solidariske skyldneres konkurs og retten til at anmelde det fulde tilgodehavende i boet trods afdrag fra solidariske medskyldnere, jf. konkurslovens §§ 47-51 |
fuldbyrdelsesfristen |
er i sager om civile krav normalt på 14 dage efter dagen for dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 480, stk. 1 |
fuldmagt | ret til at handle i en andens navn og for en andens regning |
fuldmagt med særlig tilværelse |
fuldmagt, hvor der findes visse for tredjemand tilgængelige kendsgerninger, som gør det klart, at fuldmægtigen har fuldmagt. Kan være en skriftlig fuldmagt, som er beregnet til at vise frem, en offentlig bekendtgjort fuldmagt (f. eks. en prokura), eller en stillingsfuldmagt |
fuldmagt uden særlig tilværelse |
fuldmagt, der alene hviler på fuldmagtgiverens erklæring, f. eks en mundtlig fuldmagt |
fuldstændigt særeje |
en særejetype, som betyder, at særejet hverken skal deles ved separation, skilsmisse eller død. Det modsatte af skilsmissesæreje, som bliver fælleseje ved død |
fundats | vedtægt for en fond eller en stiftelse |
funktionær |
Ved funktionærer forstås ifølge funktionærlovens § 1 følgende personer: a) Handels- og kontormedhjælpere, beskæftiget ved køb eller salg, ved kontorarbejde eller dermed ligestillet lagerekspedition. b) Personer, hvis arbejde består i teknisk eller klinisk bistandsydelse af ikke-håndværks- eller - fabriksmæssig art, og andre medhjælpere, som udfører et arbejde, der kan sidestilles hermed. c) Personer, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med udførelsen af andres arbejde. d) Personer, hvis arbejde overvejende er af den under a) og b) angivne art. Stk. 2. Det er en betingelse for lovens anvendelse, at den pågældende beskæftiges af vedkommende arbejdsgiver gennemsnitlig mere end 8 timer ugentlig, og at han indtager en tjenestestilling, således at han er undergivet arbejdsgiverens instruktioner. Stk. 3. Denne lovs bestemmelser kommer ikke til anvendelse på tjenestemænd - eller aspiranter til tjenestemandsstillinger - under staten, folkeskolen, folkekirken eller kommunerne, på de af sømandsloven af 7. juni 1952 omfattede funktionærer eller på de af lov om lærlingeforhold omfattede lærlinge. Bestemmelserne i §§ 10-14 gælder dog for de af sømandsloven omfattede funktionærer. Stk. 4. Loven finder også anvendelse på tidsbegrænsede arbejdsaftaler. Fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede arbejdsaftaler kan kun ske, hvis betingelserne i § 5 i lov om tidsbegrænset ansættelse er opfyldt. Ved tidsbegrænsede arbejdsaftaler forstås, at tidspunktet for ansættelsesforholdets udløb er fastsat ud fra objektive kriterier såsom en bestemt dato, fuldførelse af en bestemt opgave eller indtrædelse af en bestemt begivenhed. |
fusion | sammenslutning af selskaber |
fællesareal |
de arealer, som medlemmerne i en ejerforening ejer i fællesskab, f. eks. haven, kælderen, trappeopgangen |
fællesbo | den samlede formue, der tilhører ægtefæller med formuefællesskab |
fælleseje | formue, der ikke er særeje. Fra d. 01.01.2018 anvendes ordet delingsformue, som er formue, som skal deles mellem ægtefællerne ved separartion, skilsmisse eller død. |
fællesskabskompensation | kompensation til en ægtefælle, som under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, fordi vedkommende af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvist har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller har arbejdet på nedsat tid. Beløbet kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af midler fra fællesejet. Se nærmere ægtefællelovens § 44. |
fællesudgifter |
de udgifter, som medlemmer i en ejerforening betaler i fællesskab, f. eks. vedligeholdelse, renovation, forsikringer, trappelys |
26-04-2022