793 Formkrav ved køb

Ifølge § 6 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber gælder der forskellige formkrav, som skal overholdes i forbindelse med dit køb:

  1. Du skal inden aftalens indgåelse have udleveret følgende
  2. 1) Et eksemplar af andelsboligforeningens vedtægter.

    2) Andelsboligforeningens seneste årsregnskab og budget.

    3) Et referat fra andelsboligforeningens senest afholdte ordinære generalforsamling og eventuelle senere ekstraordinære generalforsamlinger.

    4) Vedligeholdelsesplan, såfremt en sådan er udarbejdet. Sker udlevering i papirform, kan udlevering begrænses til vedligeholdelsesplanens konklusioner, såfremt de er dækkende for planens indhold.

    5) Den senest udarbejdede energimærkning for ejendommen i henhold til lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

    6) Nøgleoplysninger om andelsboligforeningen.

    7) Nøgleoplysninger om den aktuelle andelsbolig til salg, herunder en opstilling af hvorledes prisen beregnes, med specifikation af prisen for andelen, udførte forbedringer og inventar.

    8) En erklæring fra andelsboligforeningen, hvis der er sket væsentlige ændringer i nøgleoplysningerne siden seneste godkendte regnskab eller seneste nøgleoplysningsskema for andelsboligforeningen.

    9) Centrale økonomiske nøgleoplysninger om andelsboligforeningen.

    Nøgleoplysningerne under pkt. 6, 7 og 9 samt erklæringen under pkt. 8 skal gives på særlige skemaer, som er godkendt af erhvervsministeren.

  3. Sælgeren skal skriftligt inden aftalens indgåelse gøre dig bekendt med indholdet af nogle af reglerne i lov om andelsboligforeninger, nemlig reglerne om maksimalpriser, om dine muligheder for at hæve handelen eller kræve købesummen nedsat, hvis reglerne om maksimalpriser ikke er overholdt, og endelig reglerne om straf for overtrædelse af visse bestemmelser i loven.
  4. Dit køb skal være betinget af, at boligforeningens bestyrelse godkender dig som køber og godkender prisen og de øvrige vilkår for handelen.
  5. Købesummen skal altid indbetales til andelsboligforeningen. Du må altså under ingen omstændigheder betale købesummen direkte til sælger.
  6. Hvis sælger er gift, skal du huske, at også sælgerens ægtefælle skal underskrive salgsaftalen.

Langt de fleste aftaler om køb af andelsboliger indgås på nogle bestemte standardformularer, som bl. andet kan købes i boghandelen. Aftalen om køb er imidlertid gyldig, selv om den indgås på anden vis, blot de her nævnte formkrav er overholdt.

Der er fra d. 01.01.1996 indført fortrydelsesret ved køb af andelsboliger. Det kan du læse mere om på emne nr. 765.

Vi vil i øvrigt råde dig til - inden du skriver under på købsaftalen - at få indføjet sålydende klausul:

Handelen er fra købers side i sin helhed betinget af godkendelse både fra købers pengeinstitut og fra købers advokat, som begge skal være berettigede til at nægte at godkende handelen uden nærmere begrundelse.