758 Tilbagebetaling af depositum

I forbindelse med dit lejemål, kan din udlejer lovligt forlange et sikkerhedsbeløb - enten i form af forudbetalt husleje eller et depositum. Det samlede sikkerhedsbeløb må kun med huslejenævnets godkendelse være større end seks måneders husleje, fordelt på et depositum på 3 måneders leje og en forudbetalt leje på 3 måneders leje.

Hvis din udlejer har forlangt et beløb som forudbetalt husleje, fx tre måneders husleje, kan du benytte disse penge til at bo for i den resterende del af din lejeperiode. I stedet for at betale i opsigelsesperioden, kan du meddele din udlejer, at han skal tage pengene fra din forudbetalte husleje.

En sådan mulighed har du ikke, hvis du har indbetalt et såkaldt depositum, for det skal tjene udlejeren til sikkerhed for alle de ydelser, du kan komme til at skylde ham - og især til sikkerhed for, at du opfylder dine forpligtelser ved fraflytningen. Udlejeren skal imidlertid tilbagebetale dit depositum - eller eventuelt resten af det - med det samme, han kan gøre endeligt op, hvad du skal betale til reparationer og vedligeholdelse i forbindelse med din fraflytning. fraflytning. Sædvanligvis har udlejeren 1-1½ måned efter fraflytningsdagen – til at tilbagebetale evt. overskydende depositum. Omfanget af de nødvendige arbejder skal udlejeren gøre gældende inden for en to-ugers frist, (medmindre fristen er forlænget i lejekontrakten), men regningerne kan udmærket indløbe senere. Ønsker du at vide noget om selve flytteopgøret, kan du eventuelt læse det forrige emne, dvs. emne nummer 757.

Smøler udlejeren med at tilbagebetale dit depositum, når flytteopgøret er overstået - og din eventuelle regning kan gøres fuldstændigt op - bør du i første omgang sende ham et anbefalet brev eller et brev med afleveringsattest, hvor du beholder en kopi, og hvor du forlanger af få dine penge inden for en vis frist, eventuelt syv dage. Betaler udlejeren stadig ikke, vil vi anbefale dig at søge hjælp hos en af lejerrådgivningerne eller eventuelt benytte ordningen med retshjælp hos en advokat. For i værste fald skal du ud i en boligretssag, og derfor gør du klogt i at søge juridisk bistand.

Den kompetente myndighed, der afgør tvister om tilbagebetaling af depositum, er som udgangspunkt huslejenævnet. Og din sag skal derfor indbringes for Huslejenævnet som 1.instans. Det koster i år 2022 – 319 kr. at  indbringe en sag for nævnet.

Huslejenævnet vil dog i visse tilfælde afvise sagen – oftest, hvis din sag kræver bevisførelse. I så fald er du nødt til at anlægge sag ved boligretten.

Skulle ejendommen have skiftet ejer, mens du har boet til leje på dit værelse eller i din lejlighed, har du krav på at få dit depositum tilbagebetalt fra din nye ejer. Dit krav er nemlig gyldigt mod enhver ejer uden tinglysning! 

Du kan ikke kræve depositum eller forudbetalt husleje forrentet.


31-12-2023