756 Fraflytning i utide

Skal du fraflytte dit lejemål, er du forpligtet til at betale husleje i opsigelsesperioden, selv om du flytter inden opsigelsesfristens udløb.

Din opsigelsesfrist fremgår af din lejekontrakt, men står der intet - eller har du ingen lejekontrakt - vil den være en måned for enkeltværelser og tre måneder for alle andre typer af lejemål.

Ligeledes er du forpligtet til at betale husleje i hele opsigelsesperioden, hvis udlejeren har en gyldig grund til at ophæve lejeforholdet, så du skal flytte med det samme.

Men i begge situationer har din udlejer pligt til at bestræbe sig på at genudleje værelset eller lejligheden hurtigst muligt, og hvad udlejeren får ind - eller burde få ind - ved genudlejningen, skal han fratrække i sit krav mod dig.

Lad os eksempelvis sige, at du opsiger din lejlighed i en større udlejningsejendom med tre måneders varsel, men du flytter allerede efter tre uger. Meddeler du udlejeren, at du er endeligt flyttet - og afleverer nøglerne til ham - skal han sørge for at få foretaget et flytteopgør, og derefter skal han få lejligheden sat i stand og genudlejet. Bliver lejligheden allerede genudlejet fra midten af den efterfølgende måned, dvs. halvanden måned inde i din opsigelsesperiode på tre måneder, slipper du for at betale husleje i den resterende opsigelsesperiode, dvs. i halvanden måned.

Hvis din udlejer overhovedet ikke gør noget for at genudleje, vil du måske kunne få dom for, at du kun skal betale en del af huslejen i opsigelsesperioden. Nemlig hvis du kan sandsynliggøre, at din tidligere lejlighed uden videre kunne være genudlejet.

Nu er det imidlertid ikke i alle situationer, at en udlejer kan forpligtes til at genudleje hurtigst muligt. Har du fx lejet en ejerlejlighed, vil udlejeren have ret til at sætte den til salg, og lykkes det ikke inden for din opsigelsesperiode, skal du fortsætte med at betale husleje, indtil fristen udløber.

Men er der ikke særlige forhold - fx forgæves forsøg på salg eller godkendelse til ændret benyttelse - skal din udlejer som sagt forsøge at genudleje og dermed begrænse dit tab. Og denne regel kan du med fordel gøre udlejeren opmærksom på, hvis du fraflytter i utide, dvs. i god tid før opsigelsesfristen udløber.

Tillige bør du altid sikre dig skriftligt bevis for, at du har meddelt udlejeren hvilken dag, du endeligt fraflytter hvis du gør det inden en eventuel opsigelsesfrist udløber. Din fraflytningsdag får nemlig ikke bare betydning for det tidspunkt, hvor udlejeren skal bestræbe sig på at genudleje, men også for dit flytteopgør.

Vil du vide mere om det flytteopgør, som følger efter en fraflytning, kan du læse næste emne, dvs. emne nr. 757. 


26-04-2022