753 Særregler for to-familiehuse

Hvis du bor til leje i et to-familiehus, risikerer du at blive tvunget til at flytte med et års varsel. Udlejeren kan nemlig frit opsige dit lejemål, når:

  1. Han selv bor i ejendommen.

  2. Og der på tidspunktet for aftalens indgåelse kun var to lejligheder i ejendommen.

Ud over lejlighederne kan der udmærket være flere enkeltværelser, som ligeledes bliver lejet ud. Men er et af disse værelser forsynet med et nødtørftigt køkken - dvs. vask, afløb og kogemulighed - udgør værelset i virkeligheden en et-værelses lejlighed, og dermed bliver udlejeren afskåret fra at opsige såvel dit som det sidstnævnte lejemål. I så fald rummer huset nemlig tre beboelseslejligheder. Det er ikke udlejeren, men derimod lejelovgivningen, der afgør, hvad der er 'et værelse', og hvad der er 'en lejlighed'. Og det kan du eventuelt læse mere om i emnet om de 'Forskellige typer af lejemål', dvs. emne nr. 712.

Men indeholder huset udelukkende to lejligheder, hvoraf udlejeren bor i den ene, kan han frit opsige dit lejemål med et års varsel. Udlejeren behøver ikke angive nogen begrundelse - som fx at han selv vil bo i hele huset - men skal blot give dig en skriftlig opsigelse med et opsigelsesvarsel på et år samt oplysning om din mulighed for at protestere. Du skal have en frist på seks uger til at gøre indsigelse, hvis du ikke vil godkende opsigelsen, og såfremt du protesterer, tvinger du udlejeren til at få opsigelsen prøvet ved huslejenævnet.

Indeholder opsigelsen ikke oplysninger om din mulighed for at protestere, er den ugyldig, dvs. den ikke har nogen virkning, og derfor kan du se bort fra den.

Skulle du få en sådan ugyldig opsigelse, gør du klogt i at lade være med at foretage dig noget. For når det går op for din udlejer - måske et år senere - at opsigelsen var ugyldig, bliver han nødt til at starte forfra med en ny opsigelsesfrist på 12 måneder. Og her vil du eventuelt kunne komme med dine skriftlige indsigelser, fx at huset ret beset består af tre beboelseslejemål, idet værelset, der ligeledes lejes ud, er forsynet med køkken.

Men var der kun to lejligheder i huset, da du flyttede ind, og bor udlejeren i den anden, må du indstille dig på at flytte senest et år efter. I den situation har udlejeren ret til at opsige dit lejemål, og du får intet ud af at protestere!

I forbindelse med udlejerens ret til opsigelse i to-familiehuse skal du være klar over, at din mulighed for at blive tvunget til at flytte kan ændre sig, mens du bor til leje i huset. Selv om udlejeren ikke boede i det pågældende hus, da du flyttede ind, får han muligheden for at opsige dit lejemål med et års varsel, hvis den anden lejlighed på et tidspunkt bliver ledig, og din udlejer flytter ind i den.

Skulle der være flere lejligheder i huset - fx tre lejligheder - da du flyttede ind, får udlejeren ingen særlig fordel i relation til opsigelse af dit lejemål, selv om de to øvrige lejligheder skulle blive lagt sammen til én. Efter lejelovens § 170, 2) er det forholdene ved lejemålets begyndelse, der er afgørende for, om udlejeren kan opsige dit lejemål med et års varsel.


22-07-2023