735 Betaling for varme, vand og elektricitet

I langt de fleste beboelseslejemål skal du betale et acontobeløb til varme og vand, ligesom din udlejer er berettiget til at opkræve elektricitet på samme måde. Men sædvanligvis vil dit el-forbrug blive afregnet direkte med værket efter aflæsning af måleren i din lejlighed.

Som udgangspunkt er det din udlejer, der bestemmer, hvordan varme- og varmtvandsudgifterne skal fordeles - fx efter boligens bruttoetageareal, dens rumfang eller opsatte målere. Hvis fordelingen sker efter bruttoetageareal eller rumfang kan beboerrepræsentanterne eller et flertal af lejerne kræve at fordelingen fremtidigt skal ske på grundlag af målere. Udgiften til opsætning af målere kommer I dog selv til at betale, idet den betragtes som en forbedring af det lejede og kan væltes over på jer i form af en huslejestigning.
 

Udgiften til koldt vand kan kun medtages i et regnskab, hvis fordelingen sker på grundlag af egnede forbrugsmålere. Ellers er udgiften til vand inkluderet i huslejen.

Men uanset, hvordan udgifterne fordeles, så skal udlejeren hvert år udsende et særskilt varmeregnskab (herunder opvarmning af brugsvand) - og et særskilt vandregnskab, hvis udlejer uden for huslejen leverer vand. Forbrugsregnskaberne skal du modtage senest fire måneder efter regnskabsårets udløb, eller tre måneder efter at udlejer har modtaget endelig afregning fra et kollektivt forsyningsanlæg, hvis dette tidspunkt er senere end forannævnte 4 måneder.

Forbrugsregnskaberne skal for at være gyldige indeholde oplysning om din andel af de samlede udgifter samt om din mulighed for - inden seks uger - at protestere, hvis du skulle være utilfreds med beregningen eller fordelingen. Din indsigelse skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, på hvilke punkter regnskabet ikke kan godkendes.

Viser forbrugsregnskaberne, at du har betalt for meget, har du krav på at få det overskydende beløb tilbage senest ved din næste huslejebetaling. Enten kontant eller på den måde, at udlejeren meddeler dig, at du skal betale mindre i husleje, dvs. han fratrækker din overskydende betaling i huslejen.

Viser regnskabet derimod, at du har betalt for lidt i varme eller vand, kan udlejeren forlange at få det manglende beløb, men du skal dog have en frist på mindst en måned. Lejelovens § 78, stk. 1, siger det på en lidt indviklet måde, idet den bestemmer følgende:

Har lejeren i henhold til et forbrugsregnskab betalt for lidt i aconto-bidrag, kan udlejeren kræve tillægsbetaling ved den første lejebetaling, der skal finde sted, når der er forløbet 1 måned, efter at lejeren har modtaget de enkelte forbrugsregnskaber. Overstiger tillægsbetalingen 3 måneders leje, er lejeren dog berettiget til at betale i tre lige store månedlige rater, således at første rate forfalder til det fastsatte tidspunkt for tillægsbetalingen. Fraflytter lejeren, skal tillægsbetaling senest betales på fraflytningsdagen.

Modtager du ikke forbrugsregnskaberne rettidigt, jf. ovenfor, mister din udlejer sin mulighed for at kræve tillægsbetaling.

Selv om det senere skulle vise sig, at du burde have betalt yderligere 2.000 kr. for varmen eller vandet det sidste år, skal du intet betale, for det er kun din udlejer, der risikerer at miste penge på grund af sit smøleri. 


Smøler din udlejer endnu mere med at få sendt regnskabet til dig, får du endnu et effektivt træk over for ham. For har du ikke modtaget regnskabet senest 2 måneder efter ovennævnte frister, kan du undlade, at indbetale aconto-bidrag, indtil du modtager regnskabet og dine eventuelt overskydende penge for det seneste år.

Skulle din udlejer - måske af økonomiske årsager - svigte sin forpligtelse til at forsyne dit lejemål med lys, gas, varme eller lignende, vil du med fogedrettens bistand kunne skaffe dig adgang til ejendommens installationer.

Bliver du og de øvrige lejere i en sådan situation nødt til at betale restancer til forsynings-virksomheder, får I mulighed for at modregne beløbene i jeres huslejer.

Tillige har du og de øvrige lejere en mulighed for at bede kommunen om hjælp, hvis udlejeren undlader at levere varme og varmt vand. Men reglen om, at kommunen i stedet skal gøre det - på udlejerens regning - fortolkes på en sådan måde, at den kun kan bruges enkeltstående, og at der skal fremsættes ny begæring hver gang, udlejeren undlader at levere/betale.