714A Betaling for vand

Når du lejer en beboelseslejlighed hos en privat udlejer, kan udlejeren måske forlange, at du skal betale for dit vandforbrug, hvis det er udlejeren, der levere vand til dit lejemål. Når vi skriver ”måske”, hænger det sammen med, at udlejeren kun kan forlange betaling for dit vandforbrug - herunder månedlige aconto-bidrag - såfremt der er opsat forbrugsmålere i dit lejemål.

Er der ikke opsat forbrugsmålere, så er dit vandforbrug inkluderet i huslejen, og din udlejer kan ikke kræve særskilt betaling på baggrund af en fordelingsnøgle, som udlejeren selv fastsætter, fx efter lejlighedernes indbyrdes størrelse eller antallet af personer i de enkelte lejemål.

I 1995 blev der afsagt en dom i Østre Landsret, som slog fast med syvtommersøm, at en privat udlejer ikke kan kræve vandbidrag, når der ikke er opsat i de enkelte lejemål. Her får du et kort referat af denne dom, som sandsynligvis vil overraske en del private udlejere:
”L havde indgået aftale med U om leje af et boliglejemål. Ifølge lejekontrakten skulle L ud over den månedlige husleje blandt andet betale et månedligt aconto-vandbidrag på 250 kr. U skulle levere vandet, men der var ikke opsat individuel vandmåler i lejemålet. L indbragte spørgsmålet om betaling af aconto-vandbidrag for huslejenævnet, der traf afgørelse om, at vandbidraget ikke kunne kræves betalt særskilt. Landsretten fandt, blandt andet på baggrund af forarbejderne til lejelovens kap. VII B, at udgifter til vand er indeholdt i huslejen og kun gyldigt kan kræves særskilt betalt uden om lejen, såfremt forbrug betales på grundlag af individuelle vandmålere.

Sammen med et flertal af lejerne i ejendommen kan du kræve, at der skal opsættes forbrugsmålere. Men uanset om det er dig eller din udlejer, der ønsker at få opsat forbrugsmålere, skal du være opmærksom på, at en sådan ændring skal have positiv, afsmittende virkning på din husleje. Når der opsættes forbrugsmålere, skal din husleje samtidig nedsættes med det beløb, der udgør vandudgiften i dit lejemål i det seneste regnskabsår, hvor vandudgiften var inkluderet i din husleje.

Når du som lejer i en privat udlejningsejendom betaler aconto-bidrag til vand, fordi der er opsat forbrugsmålere, har du krav på at få et vandregnskab en gang årligt. Det skal være kommet frem til dig senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb. Regnskabet skal indeholde oplysning om din andel af de samlede udgifter til vand og om din mulighed for at gøre indsigelse. Hvis regnskabet ikke indeholder disse oplysninger, er det ugyldigt.

Når du har modtaget vandregnskabet, kan du forlange, at udlejeren viser dig de bilag, fx vandafregningen fra kommunen, som regnskabet er udarbejdet på baggrund af.

Hvis du vil gøre indsigelse mod vandregnskabet, skal du gøre det skriftligt til din udlejer senest seks uger efter, du har modtaget regnskabet. Du skal klart præcisere, hvad der er for poster og punkter i regnskabet, som du ikke kan godkende. Og hvis din udlejer ikke vil give dig medhold, men fastholde sit krav i henhold til vandregnskabet, skal din udlejer indbringe sagen for huslejenævnet.

Modtager du ikke vandregnskabet inden for den omtalte frist på 4 måneder, så mister din udlejer muligheden for at kræve tillægsbetaling af dig, selv om du i årets løb har brugt mere vand, end dine aconto-betalinger kan dække.

Går der yderligere to måneder - dvs. mere end 6 måneder efter regnskabsårets udløb - kan du stoppe med at betale aconto-bidrag for vand til din udlejer. Dermed presser du din udlejer til at få udarbejdet vandregnskabet, for udlejeren kan først forlange, at du skal genoptage betalingen af dit aconto-bidrag, når du har modtaget vandregnskabet samt de oplysninger, der skal følge med et sådant regnskab.

Kommer vandregnskabet frem til dig inden for fristen på 4 måneder, og har du ingen indsigelser, kan din udlejer kræve en eventuel tillægsbetaling fra dig sammen med den første huslejebetaling, du skal betale, når der er gået en måned, fra du modtog regnskabet. Har du fx fået regnskabet den 17. februar, skal du først betale det ekstra vandforbrug sammen med huslejen 1. april. Er det derimod din udlejer, der skylder dig penge på baggrund af vandregnskabet, skal udlejeren enten udbetale pengene kontant, fx på en check, eller fratrække beløbet i den første husleje, som du skal betale, efter vandregnskabet blev udsendt.

Hvis du ønsker at kender reglerne for dine udgifter til varme, kan du læse emne nr. 714B Betaling for varme.