642 Kan du bliver fredet ?

Hvis du under en fogedforretning har afgivet insolvenserklæring, dvs. en erklæring om, at du ikke ejer noget, hvori der kan foretages udlæg, bliver du automatisk fredet i 6 måneder.

Fredningen indebærer, at hverken den pågældende kreditor eller andre som hovedregel kan begære fogedforretninger foretaget imod dig, før der er forløbet mindst 6 måneder fra den fogedforretning, hvor du afgav insolvenserklæring.

Fogedretten påser som regel selv, at fredningen bliver overholdt. Dette sker ved at fogedretten fører et kartotek over de personer, som har afgivet insolvenserklæring. Skulle en kreditor indgive begæring om fogedforretning imod dig, uden at vide noget om, at du allerede har afgivet insolvenserklæring, vil fogedretten normalt automatisk afvise begæringen, hvis du for mindre end 6 måneder siden i den samme fogedret har afgivet insolvenserklæring. Skulle fogedretten alligevel indkalde dig til en fogedforretning, selv om du er fredet, vil vi råde dig til selv at kontakte fogedretten telefonisk eller skriftligt, da det kan tænkes, at fogedretten ikke har været opmærksom på, at du allerede har afgivet insolvenserklæring.

Der gælder følgende tre undtagelser fra den nævnte fredningsregel:

  1. For det første gælder fredningen ikke for told- og pantefogeder, som står for inddrivelsen af skatter, afgifter og skyldige underholdsbidrag.

  2. For det andet kan en kreditor normalt kræve udgående eller udkørende fogedforretning til foretagelse på din bopæl, hvis insolvenserklæringen i en anden sag er afgivet på fogedrettens kontor.

  3. For det tredie kan der foretages fogedforretninger imod dig - selv om du er fredet - hvis - og nu citerer jeg retsplejelovens ordlyd - 'der er rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der iøvrigt foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforretning'.

Er du iøvrigt håbløst forgældet, vil vi råde dig til eventuelt at søge gældssanering. Det kan du læse mere om på emne nr. 646.