426 En generel samlivskontrakt

Da den danske lovgivning på ingen måde forsyner papirløse samlevere med detaljerede regler for deres økonomiske fællesskab og en eventuel deling af det, lever I oven på en juridisk krudttønde, som uvægerligt vil eksplodere med oplagte uretfærdigheder, ærgrelser og udgifter på et eller andet tidspunkt. I hvert fald hvis I undlader at indgå en aftale om det økonomiske fællesskab, I ønsker i netop jeres forhold. En sådan aftale hedder en 'Generel samlivskontrakt', og med den sikrer I jer selv og hinanden:

a) Under samlivet

b) Og i tilfælde af, at jeres forhold senere går i stykker.

I skal naturligvis ikke oprette en samlivskontrakt, fordi I tror, at jeres forhold går i stykker på et eller andet tidspunkt. I stedet skal I oprette den som en slags forsikring - hvis nu forholdet skulle gå i opløsning. Nøjagtigt på samme måde som I tegner en brandforsikring. Den tegner I ikke, fordi I tror, at jeres hus på et tidspunkt går op i lys lue, men for at være på den sikre side, hvis det nu alligevel skulle ske.

En samlivskontrakt er en juridisk forpligtende aftale, hvor I fastlægger omfanget af jeres økonomiske fællesskab og fastsætter nogle klare spilleregler for en eventuel opløsning af det. I vil ikke lovligt kunne aftale, at jeres forhold skal være omfattet af de samme lovregler, som gælder for ægtefæller, men I kan etablere en ordning, der ligner den anden - det såkaldte formuefællesskab - næsten til forveksling. I kan fx vælge, at alt, hvad I køber til jeres hjem under samlivet, skal være fælles, dvs. indgå i lige sameje imellem jer, og det uanset, hvem af jer, der har betalt og fået sit navn på kvitteringen eller købekontrakten.

Juridisk set er der intet til hinder for, at I lader samlivskontrakten omfatte en eventuel ejerbolig - lejlighed, fritidshus eller villa. Men vi vil anbefale, at I opretter en mere detaljeret aftale, dvs. en såkaldt 'samejeoverenskomst', for boligen. Og vil I vide mere om en sådan samejeoverenskomst, kan I læse det næste emne, dvs. emne nummer 427, samt emne nummer 243 under Formularservice.

Men tilbage til den generelle samlivskontrakt, hvor du og din samlever som sagt kan aftale det mere generelle omfang af jeres økonomiske fællesskab. Ud over reglerne for, hvad der skal være fælles, og hvad der skal tilhøre hver enkelt af jer, kan I blandt meget andet:

1) Forpligte hinanden til at betale til fællesskabet efter evne.

2) Give hinanden fuldmagt til på begges vegne at foretage visse handlinger og indkøb.

3) Forpligte hinanden til at oprette en konto til betaling af jeres fælles udgifter.

4) Forhindre hinanden i at rejse særlige krav i tilfælde af uenighed på et senere tidspunkt.

5) Aftale nogle regler for en eventuel lejebolig.

6) Fastsætte regler for opsigelsen af samlivskontrakten.

7) Fastsætte regler for fordelingen af jeres fælles løsøre i tilfælde af, at jeres forhold bliver opløst.

Og sådan kunne vi blive ved lang tid endnu, for der er meget, man ikke tænker på, mens følelserne er varme og ingen kan forestille sig, at forholdet nogen sinde går i opløsning eller ophører på grund af et dødsfald. Men sker det alligevel - og det gør en af de nævnte ting med sikkerhed - kan samlivskontrakten vise sig at være guld værd!

Selv om du og din samlever opretter en 'Generel samlivskontrakt', kan I altid vælge at gøre tingene på en anden måde, blot I er enige om det. Ønsker I fx at dele indboet efter andre retningslinier end dem, der er fastsat i kontrakten, kan I bare gøre det. Men står uenigheden på et tidspunkt som en høj mur imellem jer, indeholder samlivskontrakten samtlige de redskaber, der skal til at gennembryde den - og komme videre med hver jeres tilværelse. For i den situation bliver I tvunget til at opføre jer på den måde, I var enige om, da I havde det godt sammen. Nemlig tvunget til at følge reglerne i jeres samlivskontrakt!


Hvis I ønsker at bestille en 'Generel samlivskontrakt' - i to eksemplarer og klar til afkrydsning samt underskrifter - kan I læse emne nummer 242.

Men ønsker I et endnu mere omfattende juridisk sikkerhedsnet til et trygt forhold, bør I overveje at bestille den såkaldte Samlivspakke på nummer 241. Denne pakke indeholder tillige et 'Gensidigt testamente' samt en 'Samejeoverenskomst for fast ejendom'.


26-04-2022