Kan jeg få erstatning for bilmotor, som er ødelagt under udlån?

Jeg har en ældre Mercedes-Benz 220 diesel fra 1973. Bilen står i nærved perfekt stand, og har kørt 250.000 km.

For to måneder siden lånte jeg bilen ud til en ven. Samtidig bad jeg ham om at skifte olie på bilen, da han nu skulle låne den i lang tid.

Lørdag d. 6/12 fik jeg bilen tilbage, men den kunne ikke starte. Min ven havde prøvet at trække den igang med en anden bil, men den gik i stå igen. Jeg tog batteriet ud, og fik det ladet op. Da jeg satte batteriet i bilen igen, kontrollerede jeg oliestanden. Der var ikke noget olie på motoren. Jeg hældte ca. 4 liter olie på, og forsøgte så at starte bilen. Den kunne stadig ikke starte. Motoren gav skurrelyde og pibelyde fra sig, og kunne ikke tænde.

Min umiddelbare konklusion er, at min ven har ødelagt motoren, ved ikke at fylde olie på.

Manglende olieskift er ikke årsagen til havariet, det er derimod manglen på olie.

Spørgsmål:

Kan jeg kræve, at han betaler for reparation af bilen? Og i henhold til hvilken lov..

P.S. En motor af denne type holder normalt ca. 500.000 km.

SVAR:

Du kan efter min opfattelse kræve erstatning af din ven for udgifterne til reparation af bilen. Din ven er ansvarlig, selv om han måtte være uden skyld i det passerede, men meget tyder nu på, at din ven har handlet uansvarligt ved ikke at kontrollere, at der var olie på bilen.

Resultatet følger af Danske lov 5-8-1 fra 1683, som stadig er gældende, og som lyder således:

Laan maa ej fortabis, men skal lydisløst hiemkomme og lige saa got, som mand det annammede, være sig Fæ, Klæde, Vaaben, eller andet gods. End forkommer det, saa at det ikke kand igien skafis, da bør dets Værd nøjagtig at betalis.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg