Stiger ejendomsværdiskatten, hvis vi sælger sommerhuset til vore børn?

Min kone og jeg har ejet vort sommerhus i over 40 år og ejendomsværdiskatten er fastlåst.

Hvis vi ønsker at sælge huset til vore 3 børn til den offentlige ejendomsværdi minus 15 %, risikerer børnene da, at skattemyndighederne vil ophæve den låste ejendomsværdiskat, og at børnene derved skal betale betydeligt mere i ejendomsværdiskat?

Svar:

Beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten vil være det samme, men ejendomsværdiskatten vil stige væsentligt, da jeres børn ikke kan få nedslaget på 2 0/00 som ejere pr. 01.07.1998 og standardfradrag på 4 0/00, max. 1.200 kr, og de kan naturligvis heller ikke få pensionistrabat.

Hvis ejendomsværdiskatten f. eks. beregnes af  2.000.000 kr., stiger skatten fra 12.800 kr. til 20.000 kr.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus