Hvor står det, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist?

Jeg er i tvivl, om der i dansk lov findes en bestemmelse, der beskriver, hvem der er pligtig til at føre beviser. Findes der en paragraf der feks. siger at man er uskyldig til det modsatte er bevist?

Det er under mange forskellige, til tider livlige, politiske diskussioner og banale eksempler at spørgsmålet er opstået. Jeg har søgt på nettet i grundloven, straffeloven og retsplejeloven. Men jeg kan ikke finde bestemmelser om tiltaltes rettigheder.

SVAR:

En person er uskyldig, indtil han enten selv har indrømmet en forbrydelse, eller at anklagemyndigheden har ført bevis for og en domstol har dømt en tiltalt skyldig i en forbrydelse. Det er ikke den tiltalte, der skal føre bevis for at han er uskyldig.

Dette kan udledes af Straffeloven der siger:

§ 1. Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov,eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel."

Straffeloven skal sammenholdes med bestemmelser i Retsplejeloven, der siger:

"§ 935. Møder tiltalte og vedgår at være skyldig i det ham påsigtede forhold, optages sagen til dom, uden at det i reglen er nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger.
Stk 2. Nægter tiltalte sig skyldig, eller indrømmer han kun tildels sigtelsens rigtighed, eller finder dommeren det i øvrigt nødvendigt, føres bevis i sagen.
Stk 3. Bevisførelsen sker for den ret, der behandler sagen, se dog § 174, jf § 209. Såfremt bevisførelsen ikke kan ske straks, udsætter dommeren sagen til et følgende retsmøde idet han underretter parterne om, når dette skal afholdes, og tilkendegiver tiltalte, at han ikke kan vente nogen anden tilsigtelse til samme."

"§ 896. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under domsforhandlingen. Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler."

I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl i skal komme den tiltalte til gode (In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en lovparagraf, men der er ingen tvivl om, at den gælder alligevel..

Med venlig hilsen

Ole Larsen, advokat

Ret&Råd, Hvidovre

jug-logo.jpg (14017 bytes)