Må en funktionær påtage sig et bi-job?

Hvilke regler gælder for bi-erhverv, der ikke befinder i samme branche som hvor man er ansat ?

Eksempelvis: Ingeniøransættelse kontra salg af huse i fritiden ?

SVAR:

Funktionærlovens § 15 lyder således:

"En funktionær er berettiget til uden samtykke fra arbejdsgiveren at påtage sig hverv uden for tjenesten, når hvervet kan røgtes uden ulempe for virksomheden".

Hovedreglen er altså, at du uden videre kan påtage dig et bi-erhverv, som ikke konkurrerer med din arbejdsgivers erhverv, hvis bare du kan passe dit normale arbejde på betryggende vis.

Mange arbejdsgivere har dog valgt at skrive i ansættelsesaftalen, at funktionæren ikke uden arbejdsgiverens samtykke kan påtage sig hverv uden for tjenesten. En sådan formulering kan mest betragtes som en præventiv foranstaltning, da arbejdsgiveren ikke kan stille funktionæren ringere end efter funktionærlovens regler.

Med venlig hilsen

Steen Marslew

Advodan, Holbæk