Bør vi ændre eksekutorklausul i vort testamente?

Hos en advokat oprettede min ex-mand og jeg (vi blev skilt i 1977) i 1993 et fælles testamente for at sikre vore to børn kombinationssærje over det, de vil arve efter os.

Jeg er blevet lidt betænkelig ved, at der i det oprettede testamente er indsat eksekutor (den advokat, og hans stedfortræder, som har udfærdiget testamentet) - dog med tilføjelsen, at testamentet "ikke skal være til hinder for privat skifte, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er tilstede, og eksekutor samtykker og medvirker ved boets behandling".

Er det almindelig kotume?

Skal vi få det ændret ved fx. selv at lave kodicil for notarialkontoret, således at vore livsarvinger selv kan bestemme eksekutor?

Det nævnte advokatfirma kan jo være opløst, eller en af advokaterne gået, når det bliver aktuelt med bobehandling etc?

Svar:

Eksekutorklausuler findes i mange udformninger og har været meget udbredt i testamenter, der vedrørte større formuer. Den citerede klausul giver advokaten ret til at modsætte sig, at boet skiftes privat, og hvis I ikke ønsker, at advokaten skal have en sådan vetoret, bør klasulen ændres, således at børnene kan skifte privat, hvis de ønsker dette.

Der er ikke længere noget, der hedder eksekutorboer. Efter de nye regler i dødsboskifteloven, som trådte i kraft d. 01.01.1997, skal boet skiftes ved en bobestyrer, hvis arvingerne ikke opfylder betingelserne for privat skifte.

Eksekutorklausulen betyder, at den udpegede advokat skal være bobestyrer, selv om arvingerne ønsker privat skifte. Dette følger af dødsboskiftelovens § 118, som lyder således:

Bestemmelser i testamenter om, at en eller flere personer skal behandle et bo som eksekutor, anses som indeholdende bestemmelse om, at den eller de pågældende skal behandle boet som bobestyrer.

En ny klausul kunne lyde således:

"Det er vort ønske, at vore boer skal skiftes privat.

Hvis vore arvinger ikke kan blive enige om at skifte privat, eller hvis betingelserne for privat skifte i øvrigt ikke måtte være opfyldt, er det vort ønske, at advokat XXX skal forestå bobehandlingen som bobestyrer."

 

Ved denne klausul har advokaten ikke vetoret. Der sker kun det, at en eventuel bobestyrerbehandling sker ved den advokat som I har udpeget, frem for en tilfældig advokat, som udpeges af skifteretten blandt de autoriserede bobestyrere.

Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at I selv ændrer klausulen ved en kodicil, som I underskriver for notaren.

Hvis I ikke ændrer klausulen, finder bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 38 til sin tid anvendelse. Den lyder således:

§ 38. Har afdøde ved testamente truffet bestemmelse om, at boet skal behandles ved en bestemt bobestyrer, udleverer skifteretten boet til behandling ved denne, medmindre

1) den indsatte bobestyrer ikke opfylder de almindelige betingelser for at kunne virke som bobestyrer,
2) det må anses for uforsvarligt, at boet behandles af den indsatte bobestyrer,
3) den indsatte bobestyrer er forhindret i eller ikke ønsker at påtage sig hvervet,
4) arvingerne er enige om, at boet skal behandles privat, og der efter boets karakter ikke er rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse og der heller ikke længere er grundlag for at tillægge afdødes ønsker væsentlig betydning,
5) arvingerne straks eller senere ønsker boet behandlet ved en anden bobestyrer, der er autoriseret, og afgørende grunde taler imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer eller
6) en efterlevende ægtefælle bestemmer, at ægtefællernes fællesbo og tidligere skilsmissesæreje skal behandles af en anden bobestyrer.

Stk. 2. Inden skifteretten træffer bestemmelse om at tilsidesætte en bobestyrerindsættelse efter stk. 1, nr. 1-5, skal der så vidt muligt gives den indsatte bobestyrer lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Findes det overvejende betænkeligt, at boet behandles ved en indsat bobestyrer, kan skifteretten bestemme, at boet behandles af den indsatte bobestyrer i forening med en autoriseret bobestyrer.
Stk. 4. Bliver en indsat bobestyrer forhindret, eller opfylder vedkommende ikke betingelserne for at behandle boet, træffer skifteretten efter de foranstående regler bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg