Har min ugifte mor ret til arv efter min far?

Min far er afgået ved døden, og har efterladt min mor og søskende, samt nogle børn af tidligere ægteskab.

Min far og mor har levet sammen (papirløst) i knap 30 år, først hos min mor, senere (de sidste 27 år) på min fars ejendom, som står i hans navn.

Far havde ikke skiftet med mine halvsøskende i forbindelse med ægteskabets opløsning.

Mine halvsøskendes mor er død, og de har arvet hende.

Vi er klar over, at mor ikke er arving, men har til gengæld hørt, at hun har krav på en vis del af boet, både inventaret (som hun for størstedelen havde med fra sin tidligere bolig) og ejendommen, som hun har været med til at drive og ombygge, før begge mine forældre blev pensioneret. Vores halvsøskende mener derimod, at hun intet kan tage med sig, og at hun her en måned efter dødsfaldet stadig bor på ejendommen på grund af deres store medmenneskelighed.

Har min mor krav på noget?

Har hun en frist til at finde et andet sted at bo?

Bør vi skaffe hende en advokat?

Svar

I bør helt klart tilråde jeres mor at få advokatbistand.

Hun har fortsat ejendomsretten til de effekter, som hun har indbragt i samlivsforholdet eller købt for sine penge under dette.

Hvis der har været en sammenblandet økonomi, er der muligvis opstået sameje omkring indbo m.v, men derimod ikke om ejendommen.

Hun har desuden muligvis et såkaldt kompensationskrav, men dette afhænger af en hel masse omstændigheder, som en advokat må vurdere.

Der gælder ikke nogen bestemte frister for, hvor lang tid din mor fortsat må bebo ejendommen.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg