Hvordan beregnes boafgiften af vederlag for arveafkald fra særbarn?

Efter min fars død i august 2004 ønsker min mor at skifte med et særbarn på hans side. Herudover er der to fællesbørn.

Skifteretten anbefaler, at særbarnet giver afkald på falden arv mod et vederlag, der svarer til arveandelen. I forbindelse med boopgørelsen skal der indsendes en blanket der benævnes "Opgørelse over fællesformue". I denne forbindelse vil jeg gerne stille følgende spørgsmål:

- skal opgørelsen være inklusiv eller eksklusiv det aftalte vederlag ?

- opkræves evt. boafgift af vederlaget først ved boopgørelse efter længstlevende ?

Svar

Hvis dine forældre havde rent formuefællesskab, og hvis de ikke har oprettet testemente, udgør særbarnets legale arvelod 1/9 af fællesformuen. Er denne f. eks. på 900.000 kr. skal særbarnet have et vederlag før boafgift for sit arveafkald på 100.000 kr. Hvis boet var blevet skiftet, ville din mor afgiftsfrit kunne udtage sin boslod på 450.000 kr. og sin arvelod på 150.000 kr. I de resterende 300.000 kr., som skal deles mellem de 3 børn, ville der være et bundfradrag på 231.800 kr., og der skulle da betales boafgift med 15% af 86.200 kr. eller 10.230 kr. Særbarnet skulle betale 1/3 af boafgiften eller 3.410 kr. og særbarnets nettoarv vil udgøre 96.590 kr.

Vederlaget til særbarnet bør beregnes på ovenstående måde, således at vederlaget bliver det beløb, som særbarnet ville have fået på et skifte efter boafgift. På et skifte ville der i øvrigt være en række omkostninger, og særbarnets vederlag bør beregnes som 1/9 af den beregnede nettobobeholdning efter samtlige bobehandlingsomkostninger.

Hvis særbarnet får udbetalt et vederlag for afkaldet på falden arv, skal din mor inden 3 måneder efter udbetalingen af beløbet indgive anmeldelse om udbetalingen til skifteretten. Dette følger af boafgiftslovens § 8, stk. 4.

Der er ikke noget bundfradrag ved beregningen af boafgiften. Hvis vederlaget til særbarnet f. eks. er på 96.590 kr., udgør afgiften 15% heraf eller 14.488,50 kr., som din mor skal betale. Selv om der i eksemplet kun blev fratrukket 3.410 kr. i beregnet boafgift af særbarnets arvelod, udgør boafgiften 14.488,505 kr. Til gengæld er bundfradraget i boet efter din far ikke blevet brugt, og når din mor til sin tid dør, vil der ved boafgiftsberegningen være 2 bundfradrag på 231.800 2004-kr.

Opgørelsen over fællesformuen skal udfærdiges i medfør af arvelovens § 13 og denne skal vise fællesboets aktiver og passiver pr. dødsdagen. Det aftalte vederlag skal derfor ikke trækkes fra som passiv i denne opgørelse, som i øvrigt først skal indsendes senest 6 måneder efter dødsfaldet.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus