Hvordan beregnes skødestemplet på et nedlagt landbrug?

Vi har en tvist om, hvad der er gældende ved køb af et nedlagt landbrug, dvs. en ejendom hvor der er et grundareal tilbage på ca. 9.420 m2 samt de tilliggende staldbygninger efter frasalg af den egentlige landbrugsjord. Spørgsmålet er hvordan beregner man stempelafgiften her. Der er tale om, at køber vil anvende ejendommen som beboelse og have nogle høns; men ikke egentlig erhverv på ejendommen.

Jeg vil hermed sige tak for en god service, som jeg har brugt meget.

Svar:

Dit spørgsmål drejer sig om fortolkningen af stempellovens § 34, stk. 1 og 2, der lyder således:

§ 34. Dokumenter om overdragelse af ejerboliger her i landet stemples med 0,6 pct, jf. dog § 34 a. Dokumenter om overdragelse af anden fast ejendom her i landet stemples med 1,2 pct. Ved ejerboliger forstås ejendomme til helårsbeboelse, der indtil overdragelsen var eller ved overdragelsen bliver bestemt til brug for ejeren. Stempelbeløbet beregnes af købesummen, dog mindst af den seneste før dokumentets oprettelse ansatte ejendomsværdi, jf. lov om vurdering af landets faste ejendomme (vurderingsloven).

Stk. 2. For ejendomme, hvor vurderingsmyndighederne har foretaget en fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og på resten af ejendommen efter vurderingslovens § 33, stk. 4-7, stemples som ejerbolig den del af ejendommens værdi, som forholdsmæssigt kan henføres til ejerens bolig. Den resterende del af ejendommens værdi stemples som anden fast ejendom. Såfremt vurderingsmyndighederne på tidspunktet for dokumentets oprettelse endnu ikke har foretaget nævnte fordeling, skal parterne i dokumentet angive fordelingen af ejendommens værdi efter bedste skøn. I tilfælde af tvangsauktion angives skønnet af erhververen.

For mindre landbrugsejendomme er det ifølge Stempelvejledning p. 119 afgørende, hvorledes ejendommen vurderingsstatus er på overdragelsestidspunktet. Den del, der er vurderet som helårsbolig skal stemples med 0,6%, mens resten skal stemples med 1,2%. Dette gælder, selv om køber har til hensigt at anvende hele ejendommen til beboelse og anden privat anvendelse. Købesummen skal i givet fald fordeles forholdsmæssigt.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg