Kan vi tinglyse lejekontrakt, hvis vores udlejer ikke vil medvirke?

Vi har i vor lejekontrakt fået indarbejdet en videregående rettighed, idet lejelovens § 83 ikke er gældende i vort lejemål. Lejemålet er med andre ord uopsigeligt fra udlejers side.

Vi har erfaret, at det alt andet lige vil være klogt af os at få tinglyst lejekontrakten, således at vi også er beskyttet i forhold til 3.mand ved et eventuelt salg af ejendommen. Det burde ikke være noget problem, hvis udlejer var reel, men det tror vi ikke han er. Han vil i hvert fald ikke lade huslejekontrakten tinglyse. Måske er grunden den, at ejendommen bliver sværere at sælge, såfremt en ny ejer ikke kan benytte vort lejemål.

Vi har skrevet til udlejer med et krav om tinglysning, og han har skriftligt svaret tilbage, at det ønsker han ikke. Efter lejeloven kan vi herefter selv foretage tinglysning mod udlejers vilje. Er det rigtigt, og hvorledes foretager vi tinglysningen.

Svar:

Det er rigtigt, at det er fornuftigt at få tinglyst videregående rettigheder i et lejeforhold.

Ifølge lejelovens § 7, stk. 2 kan en lejer kræve aftalen tinglyst på ejendommen, hvori lejemålet er beliggende.

Ifølge lejelovens § 7, stk. 3 har lejer ret til at lade lejekontrakten tinglyse på ejendommen, såfremt udlejer ikke har ladet lejekontrakten tinglyse senest 1 uge efter, at lejeren har forlangt det.

I jeres tilfælde, hvor udlejer ikke ønsker at medvirke til lejekontraktens tinglysning, skal I derfor i første omgang afgive en skriftlig anmodning overfor udlejer med krav om tinglysning af lejekontrakten.

Såfremt udlejer ikke reagerer på jeres anmodning, kan I herefter kræve lejekontrakten tinglyst via tinglysningsretten, når I samtidig med jeres anmodning om tinglysning af lejekontrakten dokumenterer overfor tinglysningsretten, at der er forløbet en uge efter I overfor udlejer har forlangt tinglysning af lejeaftalen.

Med venlig hilsen

Lene Lausen, advokat

Ryesgade 31

8000 Aarhus C


Hit Counter

07-10-16