Må emsig ejendomsinspektør gå ind i min have?

Jeg har sådan set fået et svar på mit spørgsmål ved at læse Deres udmærkede og letforståelige afsnit om lejerboliger, men jeg vil gerne have et skriftligt svar.

Jeg bor i et rækkehus i et alment nyttigt boligbyggeri på 15 år. Jeg har i ca. 4 år haft "problemer" med en utrolig emsig ejendomsinspektør.

Mit spørgsmål er kort og godt: Er jeg ikke i min gode ret til at betragte det lejede som "min ejendom" sålænge jeg betaler husleje - ovenikøbet punktlig !!

Jeg håber på at kunne få ret i, at nævnte ejendomsinspektør - og hans hjælpere IKKE - kan/må gå uopfordret ind i min have og fælde/beskære mine træer og buske, når de ikke er for høje/rager ud over grunden eller lignende.

Jeg passer mit hus og haven rimeligt og er i øvrigt ikke til gene for nogen og har det allerbedste forhold til mine nærmeste naboer.

Med andre ord; Der har ikke været en oplagt grund/årsag til, at ejendomsinspektøren har været/sendt sine folk ind i min have.

Jeg kan kun se, at her er et oplagt tilfælde af en eller anden form for CHIKANE, måske fordi jeg har nægtet at klippe mine hække (jeg bor på en hjørnegrund med ca. 30 m hæk) ned, hvilket jeg var i stand til, ved at henholde mig til et haveregulativ, der er lavet af stedets boligrepræsentant og boligforeningen.

Mit birketræ var plantet i foråret 1982 og nævnte haveregulativ blev lavet i april 1987 og ejendomsinspektøren har så ladet det virke med tilbagevirkende kraft !!!!

Jeg mener at have læst mig til, at "man" kun kan gå ind på "min ejendom", hvis der er tale om en form for nødret og det kan man jo ikke sige, at et birketræ på 12 år (der ifølge bl.a. mine naboer ikke generede nogen, udover nævnte ejendomsinspektør) kan henhøre under.

Svar

Hvis du har lejet såvel boligen som den pågældende have, kan ejendomsinspektøren ikke uden videre gå ind i din have og beskære træer m.v.

Der er tale om ulovlig indtrængen på privat grund eller selvtægt, og det kan inspektøren straffes for.

Ejendomsinspektørens muligheder for at komme ind i din lejlighed eller foretage arbejder i din have fremgår af lejeloven /se nedenfor), hvorefter sådanne arbejder skal varsles minimum seks uger i forvejen.

Overholder du ikke det særlige haveregulativ, kan boligforeningen benytte de sanktioner, der er nedfældet i regulativet - eller eventuelt lejelovens regler.

Loven indeholder i hvert fald ingen regler om, at en udlejer på egen hånd kan udføre arbejder som de omtalte. Og står der heller ikke noget i regulativet, kan boligforeningen kun skaffe sig adgang til "din" have og "dit" lejemål med rettens hjælp!

Reglerne om udlejerens adgang til det lejede findes i lejelovens kapitel 9, der ordret lyder således.

§ 54. Udlejeren eller dennes stedfortræder har ret til at få eller skaffe sig adgang til det lejede, når forholdene kræver det.

§ 55. Udlejeren kan med 6 ugers varsel iværksætte arbejder i det lejede, når udførelsen ikke er til væsentlig ulempe for lejeren.
Stk. 2. Inden iværksættelse af andre arbejder har lejeren krav på 3 måneders varsel.
Stk. 3. Udlejeren kan dog altid uden varsel foretage uopsættelige reparationer i det lejede.

§ 56. Ethvert arbejde, der iværksættes af udlejeren, skal udføres uden afbrydelse og med den størst mulige hensyntagen til lejeren. Udlejeren skal straks foretage efterreparationer.

§ 57. Reglerne i §§ 55 og 56 kan ikke ved aftale fraviges til skade for lejeren.

 

Med venlig hilsen

Erik Frodelund