Kan min udlejer forbyde mig at bruge min Zibro-ovn?

Administratoren i den private bebyggelse jeg bor i, har forbudt mig at bruge min Zibro-ovn (petroleum).

Min lejlighed opvarmes med fjernvarme og der er og har aldrig været tale om anden opvarmning.

Jeg har ikke på noget tidspunkt modtaget eller skrevet under på noget som skulle indikere at jeg ikke må bruge min Zibro-ovn. En Zibro-ovn (med elblæser) kræver ingen udluftning eller tilslutning til skorsten og bruges på samme vis som en elvarmeovn. 

Kan det være rigtigt, at udlejer kan nægte mig brugen af denne ovn? 

Administratoren skriver at det er i allerhøjeste grad ulovligt at bruge en sådan ovn. Ligeledes siger han at det ikke er en sædvanlig installation/indretning i en lejlighed som opvarmes med fjernvarme. 

Zibro-ovnene sælges i hele Europa og fungerer ikke anderledes end elvarmeovne bortset fra at varmen kommer fra lugtfri petroleum. Flammen opvarmer et metalgitter som bliver rødglødende. I en elovn bliver varmetrådene ligeledes rødglødende. Zibro-ovnen er bare 100% sikker, da der er sikring mod alt. Hvis den vælter slukker den. Det gør en
elvarmeblæser ikke.

De har intet imod brug af en sådan ovn i fjernvarmeopvarmede lejligheder, da man siger at da jeg ikke må/kan opstille brændeovn i en lejlighed, sidestiller man brug af en Zibro-ovn med brug af brændeovn i huse. 

Administratoren truer med opsigelse hvis jeg ikke fjerner ovnen fra min lejlighed. Jeg må åbenbart heller ikke have den stående i et skab.

Svar:

Efter min vurdering kan udlejeren ikke forbyde dig at bruge supplerende varmekilder, når de ikke kræver særlig installation.

Send eventuelt udlejeren et anbefalet brev, som du - af bevismæssige grunde - beholder en kopi af, og hvor udlejeren bliver bedt dokumentere sine påstande om brugen af ovnen, da der ikke er tale om en installation, men
derimod en fuldt ud lovlig supplerende varmekilde.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund