Der er lopper i lejligheden!

Jeg bor til leje i en 2-vær. lejlighed. Nu efter 4 mdr. er der kommet dyrelopper af en slags, selvom jeg ikke selv holder dyr. Både over- og underbo holder hund, og har nu fået at vide, de skal kunne dokumentere, at det er loppefrit.

Problemet er bare, at jeg tror det drejer sig om loppeæg, der indtil nu har været sovende, men som er blevet vækket af nye lopper. Jeg har sprøjtet med loppegift i soveværelset, hvor loppeangrebet startede og har sidenhen ikke sovet der, p.g.a. mit lille spædbarn.

Nu er de også i stuen/køkkenet, hvor vi sover og med min erfaring med lopper tror jeg, de er svære at udrydde. Så jeg vil egentlig helst flytte, for det er meget meget trælst at gøre rent hele tiden og stadigvæk ikke kunne komme dem til livs, samtidig med at jeg ser nye loppebid på min søn.

Jeg har fanget en loppe og regner med, den skal sendes til Statens skadedyrslab.

Hvad kan jeg gøre i forhold til udlejer? Er der nogen mulighed for, at han kan "overtales" til at skaffe mig en tilsvarende lejlighed p.g.a. det uforskyldte i sagen og at det er til daglig gene for os?

Der er tale om et nyt byggeri (fra 1980érne, tror jeg), og varmemesteren, som jeg har snakket med sagde "der må ikke være skadedyr".

Kan du hjælpe mig???

Svar:

Du kan - desværre for dig - ikke få udlejeren forpligtet til at bekæmpe lopperne, lige som udlejeren heller ikke har pligt til at skaffe dig en anden lejlighed.

Mig bekendt er det ikke så vanskeligt at få udryddet lopper, men det må materialisten kunne give dig en vejledning i.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund