Må sælgeren medtage væg-til-væg-tæpper i huset?

Min ægtefælle og jeg har netop erhvervet nyt hus. Da vi besigtigede huset, var der væg til væg tæpper limet til gulvene overalt i huset.

Da vi overtog huset pr. 01.08.99 havde sælger fjernet samtlige tæpper, idet han ikke mener disse medfølger i hushandelen.

Under tæpperne er der parket-gulve, der dog alle skal slibes ned og lakeres, da gulvene alle er plettede med gamle maler rester.

I købsaftalen står der anført i de særlige betingelser punkt.1, at tæpper tilhørende gulvkonstruktionen medfølger.
>
Hvem har retten på sin side ?

SVAR:

Det har du - formentlig.

Hvis købsaftalen er udfærdiget af en ejendomsmægler, der er medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening, er der sandsynligvis som en del af aftalen henvist til Standardbestemmelser 1997, hvor det i pkt. 3 hedder:

Tæpper medfølger kun, såfremt det er aftalt i købsaftalen. Dette gælder dog ikke tæpper, der indgår som et led i gulvkonstruktionen.

Du kan med god ret hævde, at den særskilte bestemmelse i de særlige betingelser må betyde, at de faste tæpper skulle medfølge. Der ville jo ikke være nogen grund til at skrive denne passus, hvis meningen var at gentage standardbetingelserne.

Hvis det skulle blive antaget, at der ikke er indgået en aftale om, at tæpperne medfølger, kan du gøre gældende, at de påklisterede tæpper er en del af gulvkonstruktionen, men det er straks noget mere tvivlsomt, da der jo er parketgulv under tæpperne. Sagen ville være klar, hvis der under tæpperne var betongulv, da tæpperne da helt uden tvivl ville være en del af gulvkonstruktionen.

Det vil have betydning for fortolkningen at få afklaret, hvad ejendomsmægleren selv har ment, da han skrev købsaftalen, og også, hvad der stod i salgsopstillingen og hvad der blev sagt under forevisningen og salgsforhandlingerne.

Du bør bede en advokat rejse erstatningskrav mod sælgeren.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg