Kan tidsbegrænsningen af vort lejemål tilsidesættes?

Min kone og jeg bor i en lejlighed som vi har lejet. Lejligheden ligger i en ejendom med 8 lejligheder, der alle er udlejet. Lejekontrakten er tidsbegrænset til en periode på 3 år.

Da vi indgik lejekontrakten mener jeg, at vi fik at vide, at det kun var en formalitet, at den var tidsbegrænset ,og at det ikke ville være noget problem at forlænge lejemålet. Jeg kan ikke bevise, at han sagde dette, da det kun var mundtligt. Jeg var ikke helt glad ved dette, men da vi desperat manglede noget at bo i accepterede vi kontrakten uden at brokke os noget videre.

Da min kone tidligere i dag gennemgik nogle papirer kom hun til at se, at der kun er nogle få måneder til at kontrakten udløber. Hun kontaktede derfor udlejer, der forlangte at vi skulle være ude til den i kontrakten fastsatte dato. Han benægtede at have sagt at vi kunne forlænge lejemålet. Han vil dog prøve at finde en anden lejlighed til os, så måske går det ikke så galt endda.

Men jeg spekulerer nu over om det overhovedet er lovligt *systematisk* at bruge tidsbegrænsede lejemål?

Det stiller jo lejeren i en meget dårlig position overfor udlejer, da udlejer vel dermed kan omgå dele af boliglovgivningen

SVAR:

Den pågældende udlejer kan med stor sandsynlighed ikke indføre tidsbegrænsning af jeres lejemål, for det skal være "begrundet i udlejerens forhold", fx at udlejeren midlertidigt bliver nødt til at bo et andet sted.

Desuden er tidsbegrænsningen sandsynligvis et mere "byrdefuldt vilkår" end det, der gælder for de øvrige lejere i ejendommen.

I bør straks bede huslejenævnet om at få tilsidesat tidsbegrænsningen, da den efter jeres opfattelse er et mere byrdefuldt vilkår, end de vilkår, der gælder for andre lejere i ejendommen, og da den på ingen måde kan ses for tilstrækkeligt begrundet i udlejerens vilkår, jf. lov om boligregulering § 5 stk. 4 og lejelovens § 80 stk. 3.

I kan gratis indsende en sådan anmodning til huslejenævnet.

Skulle der ikke være huslejenævn i den kommune, hvor I bor til leje, bliver I nødt til at indbringe sagen for boligretten.

I kan tjekke, om der er huslejenævn, ved at spørge på rådhuset/kommunekontoret, og I kan eventuelt læse de omtalte regler under denne linjes lovsamling.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund