Skal jeg betale leje i en istandsættelsesperiode på 14 dage?

Tak for en god brevkasse.

Jeg lejer i øjeblikket en af Kollegiekontorets lejligheder i Århus. Da jeg indenfor den nærmeste fremtid har planer om at flytte, har jeg lige et spørgsmål angående et problem, jeg er blevet opmærksom på.

Det har vist sig, at når jeg siger min lejlighed op, så skal jeg være ude af lejligheden 14 dage før den dato, som jeg har sagt lejligheden op til. Dette begrunder kollegiekontoret med, at der skal ske en istandsættelse af lejligheden efterfølgende. Dog kræver de stadig, at jeg betaler lejen for disse 14 dage, selvom jeg altså ikke må bo der i den periode.

Må de det ifølge lejeloven?

I øvrigt viste det sig, da nogle af mine naboer flyttede, at praksis er at istandsættelsen kun foregår over 1-2 dage.

SVAR:

Ja, når det er aftalt - som i dette tilfælde - skal du betale husleje i istandsættelsesperioden. Sådan er gældende dansk lejeret på dette område. Det kræves dog, at udlejer udtrykkeligt og fremhævet har gjort lejeren opmærksom på betalingen i lejekontrakten - og at lejeren tillige er gjort opmærksom på, at en betaling fraviger lejelovens almindelige regler.

At istandsættelsen måske kan foretages på et par dage, ændrer intet på det aftalte. Nemlig at udlejeren har betinget sig 14 dage, hvor dit kollegieværelse skal stå tomt - og dermed klart til istandsættelse.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund