Oprettelse af lovlige huslejekontrakter?

Jeg vil først sige tak for alle de gode informationer I offentliggør på disse sider.

Mit spørgsmål: hvad skal der til for at en huslejekontrakt er lovlig ?

Jeg har selv udlejnings- ejendomme / lejligheder og har her brugt en kopi af Typeformular A. 1979, men er også bekendt med, at den vist nok ikke er gældende længere. Jeg ønsker at der skal være styr på tingene udlejer og lejer imellem, hvorfor jeg godt vil vide om der er en opdateret formular eller om en lejekontrakt skal udarbejdes via en advokat, for at den er helt lovlig.

Er der noget med at der skal foreligge et regnskab for ejendommen i lejekontrakten og hvad skal det indeholde ?

Hvis lejer skal kunne se hvor stor fortjeneste der er til udlejer, hvordan fastsætter man så en forrentning af ejendommen, hvis den er købt meget billigt på tvangsauktion eller eventuelle lån er tilbagebetalt ?

Svar:

Efter lejeloven er der intet til hinder for, at du selv skriver lejeaftaler, men de skal være individuelt udarbejdede for hvert enkelt lejemål for ikke at være omfattet af den særlige blanketregel i lovens § 5. Nemlig reglen om at sådanne standardkontrakter skal være autoriserede ved aftale mellem landsomfattende sammenslutninger af henholdsvis grundejerforeninger og lejerforeninger eller af boligministeren.

Men du kan helt gratis - og via Internet - hente en godkendt og opdateret lejeaftale for beboelse, hvis du benytter følgende adresse: http://www.unik.dk/

Du kan overføre formularen til din harddisk og bruge den lige så mange gange, du måtte have behov for det.

Der skal ikke være et regnskab for ejendommen i lejekontrakten. Til gengæld skal der vedlægges sådanne budgetter i forbindelse med lejeforhøjelser, lige som lejerne på et hvilket som helst tidspunkt kan kræve indsigt i ejendommens vedligeholdelseskonti.

Reglerne om beregning af et afkast står i lov om midlertidig boligregulering - helt nøjagtigt i § 9 - og afkastet beregnes som oftest med udgangspunkt i den offentlige vurdering (hvorfor en lav købspris eller nedbringelse af lån bliver uden betydning). Det vil imidlertid føre for vidt at gennemgå hele reglen her i brevkassen.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund