Må vor udlejer indrette lejlighed som kollegium?

Jeg bor til leje i en ejendom i Århus, hvor udlejer har 5 etager til udlejning i vores opgang. Vi bor selv på 2 .sal, og i de sidste ca. 15 år har der altid været kollegieværelser på 4. og 5. sal. De øvrige etager har været beboet af familier.

Her i sommer fraflyttede vores underbo deres lejlighed, og der blev herefter etablerede kollegieværelser på 1. sal også, med en hel del støjgener til følge, og en væsentlig forøgelse af trafikken i opgangen.

Vores ovenbo har en 2-årig lejeaftale med udlejer, og de har netop modtaget et brev fra udlejer, at der går i tanker om at denne etage også skal udnyttes som kolligium.

Mit spørgsmål lyder så, om der ikke er grænser for, hvor mange lejemål der må udnyttes som kollegium ?

Som vi har oplevet det det sidste år, er opgangen ved at have en overkapasitet.

Svar:

En udlejer har ingen mulighed for at ændre lejligheder til kollegieværelser, medmindre en sådan forandring bliver godkendt af kommunens tekniske forvaltning.

Tag derfor kontakt med den tekniske forvaltning og bed om at se alle de papirer, der har med den pågældende ejendom at gøre. Det har I ret til efter reglerne om aktindsigt.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund