Hvordan får vi stoppet naboens ulovlige byggeri?

Min 70 årige moder bor i ejerbolig - et dobbelthus sammenbygget med naboejendommen. I skel - eller i umiddelbar nærhed heraf - ligger på nabogrunden et murstensudhus, der nu er blevet "renoveret" - dvs indrettet til bolig.

Naboen har i den forbindelse forhøjet bygningen med ca 0,5 m og har for at kunne lægge tag på bygningen fundet det nødvendigt at skære ca 15 cm af træudhænget på taget på min moders ejendom.

Afstanden mellem udhæng og tag er 1-2 cm, hvorfor det må forudses, at der i løbet vinteren vil samle sig is og sne mellem de 2 tage, med overhængende fare for dannelse af råd/svamp i tagkonstruktionen på min moders hus.

Ved henvendelse til kommunen viser det sig, at der hverken er søgt eller givet byggetilladelse til "renoveringen", og det er oplyst, at der er givet påbud om, at byggeriet skal standses og at der skal ansøges om byggetilladelse, hvorefter der vil blive indledt en procedure med nabohøring.

Byggeriet fortsætter imidlertid og vinteren nærmer sig hastigt!

Bør der - ud over den allerede skete henvendelse til kommunen - foretages yderligere skridt i sagen?

Svar:

Det var en grim historie, hvor din mor skal sikre sig bevis for, at der er klaget til kommunen!

Send et anbefalet brev til teknisk forvaltning, hvor I gør opmærksom på, at det ulovlige byggeri fortsætter, og hvor I anfører ændringerne m.v. vedrørende din mors hus. Henvis til den tidligere henvendelse i brevet.

Spørg hvad forvaltningen vil gøre for at standse byggeriet og få retableret udhæng m.v. på din mors hus.

Behold en kopi af brevet.

I kan eventuelt også sende et anbefalet brev til naboen, hvor I forbeholder jer ret til at kræve erstatning på baggrund af de ændringer/skader, det ulovlige byggeri har - og måske senere vil - påføre din mors ejendom. Der er ingen tvivl om, at naboen er erstatningsansvarlig for sådanne skader.

Det er kommunen, der er godkendelses- og kontrolmyndighed, og derfor har den pligt til at skride ind over for naboen!

Med venlig hilsen

Erik Frodelund