Kan jeg opsiges på grund af min kanin?

Jeg har netop modtaget et brev fra min boligforening om, at jeg ikke må ha kanin.

I min lejekontrakt står der at "husdyr ikke er tilladt", men hvad er husdyr? Jeg mente, at husdyr var kat og hund, og at kaniner gik under burdyr eller stuedyr.

Grunden til klagen er, at min overbo mener, at hun får astma af den!

Kan I hjælpe mig? Hvad er husdyr, når der ikke står andet, og hvad kan jeg gøre, har vi bare mistet hende? Vores kanin.

Svar:

Når der står i din lejekontrakt, at "husdyr ikke er tilladt", så gælder det - desværre for dig - også kaniner. Derfor kan boligforeningen opsige - eller i værste fald: ophæve (dvs. sætte dig ud uden yderligere varsel) - dit lejemål, hvis du fortsætter med at holde husdyr.

Du kan eventuelt prøve at sende boligforeningen et brev, som du selv beholder en kopi af, og hvor du forklarer det samme, som her til brevkassen. Nemlig at du altid har troet, "husdyr" er hunde og katte, mens det ikke omfatter "burdyr" som undulater, kaniner m.v. Derfor anmoder du venligst boligforeningen om at forklare, hvad der efter dens opfattelse er omfattet af begrebet "husdyr. Må du heller ikke holde kanariefugle, akvariefisk osv.

Tilføj, at du beklager, hvis du har overtrådt kontraktens regel om husdyr, men at du var af den helt klare opfattelse, at der er forskel på husdyr og burdyr. Derfor anmoder du om at få lov til at beholde din kanin, men når den dør, anskaffer du ikke en ny.

Jeg ved ikke, om du kan få noget ud af et sådant brev. Men i modsat fald bliver du nødt til straks at skille dig af med kaninen.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund


26-04-2022