Sygt elmetræ på naboens grund.

Kan jeg kræve, at min nabo fælder sit ca. 12 meter høje syge elmetræ, som står klods op ad vores grund?

Jeg frygter det skal vælte over i vores have og hus. Desuden pynter det store døde træ ikke i parcelhuskvarteret.

Svar:

Lov om hegn indeholder kun en enkel regel om træer, der vokser tæt på skel. Nemlig at du har ret til at kappe de grene, der vokser gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at det udsættes for beskadigelse.

Fældning af det syge elmetræ er juridisk set en langt mere kompliceret affære, for et sådant krav skal du komme med under en egentlig retssag, hvor du udtager stævning og argumentere ud fra almindelige - og uskrevne - naboretlige regler. Men det kan jeg på ingen måde anbefale dig, idet det kan blive en både bekostelig og besværlig proces, som du risikerer at tabe. I hvert fald hvis du ikke meget klart kan dokumentere, at træet udgør en reel risiko for skader på din ejendom.

Tag i stedet en snak med naboen. Måske vil han frivilligt lade træet fælde, hvis du tilbyder at betale en del af - eller eventuelt hele - regningen. Det vil økonomisk set være klogere.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund