Kan min nabo hæve terræn mod skel?

Jeg har lidt problemer med min nabo.

Min kæreste og jeg købte en ældre villa for ca. 1 år siden. 14 dage inden vi overtog huset, gik naboen i gang med at fælde nogle gamle træer (ca. 15 m. høje) og buske (hyld over 3 m. høje), som stod op til skel inde på vores grund.

Jeg besluttede mig for, at det ikke betød så meget, da jeg alligevel ville have gjort noget ved de træer og buske på et tidspunkt. Naboen sagde, at han ville sætte en ny hæk, så jeg tænkte, at det var helt fint.

Men nu er det sådan, at terrænet flader ind mod min grund, og han har hævet sin grund for at have en vandret græsplæne, så nu skal der sættes en stensætning til at holde på hans jord, så den ikke falder ind på min grund, og det vil han have, at jeg skal betale for. (Han har hævet terrænet med mindst 45 cm målt i forhold til offentlig vej som min grund følger.)

Nu er det så jeg vil høre, om jeg skal betale, fordi han har hævet terrænet inde ved ham, og om jeg skal have en hel stensætning inde på min grund, for at han kan plante en fælles hæk lige midt i skellet.

Nu er det ikke fordi det betyder så meget med en stensætnings bredde fra eller til, hvis det ikke lige var i min indkørsel, som er smal nok i forvejen.

Svar:

Lad mig straks indrømme, at jeg ikke har noget videre kendskab til terrænændringer og de naboretlige problemer, det kan medføre. Men det har kommunens tekniske forvaltning, for byggelovens § 12 stk 1 bestemmer følgende:

Ved fundering, udravning, ændring af terrænhøjde eller anden terrænændring på en grund skal, uanset om arbejdet i øvrigt er omfattet af loven, træffes enhver foranstaltning, der er nødvendig for at sikre omliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg af enhver art.

Umiddelbart vil jeg mene, at ejeren af nabogrunden selv må betale alle omkostninger til et stengærde, og at han skal opføre det på sin egen grund. Men tag en snak med kommunens tekniske forvaltning.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund