Må vi erstatte ligusterhækken med et raftehegn?

Mellem vores grund og naboens er der i øjeblikket en almindelig ligusterhæk (1,6 m høj, ca 40 m lang). Den er blevet meget tynd i bunden. Mest på grund af naboens brug af Grassat og bygning af to skure tæt ved hækken.

Vi vil gerne have hækken erstattet med et raftehegn eller lignende.

Naboen ønsker ikke dette.

Kan vi lovligt fjerne hækken og opføre et raftehegn for egen regning?

Med venlig hilsen

Poul

Svar:

Hvis I ikke kan blive enige med naboen, bliver I nødt til at anmode hegnsynet om at se på sagen. Det fremgår af § 12 i lov om hegn, der lyder således:

§ 12. Ønskes et fælleshegn ombyttet eller ændret til hegn af anden beskaffenhed, og kan overenskomst herom ikke opnås, afgør hegnsynet, om dette ønske bør imødekommes.
Stk. 2. Inden afgørelse herom træffes, må hegnsynet underkaste forholdene på begge de tilstødende ejendomme en samlet overvejelse, og kun såfremt den foreslåede hegnsmåde under hensyn til den brug, der gøres af de tilstødende jorder, og de øvrige forhold, som ifølge § 10 bør komme i betragtning, frembyder overvejende fordele, bør den ønskede ombytning eller ændring af hegnet tillades.
Stk. 3. Levende hegn og stengærder bør dog i almindelighed kun tillades ombyttet med hegn af anden beskaffenhed, såfremt ganske særlige omstændigheder efter hegnsynets skøn taler derfor.
Stk. 4. Medfører ombytningen eller ændringen tab eller ulemper for naboen, kan hegnsynet tillægge denne en passende erstatning.
Stk. 5. Hvor der lovligt bygges helt ud til skellinjen, kan hegnet sløjfes uden hegnsynets medvirken.

Hegnssynet vil sandsynligvis tillade opsætningen af raftehegn til erstaning af det levende hegn, hvis dit ønske findes rimeligt begrundet, og forudsat at du selv vil afholde udgifterne. Du kan henvise til Bent Bergs bog: Hegnsloven, 1993 side 112.

I kan få hegnsynets adresse på kommunekontoret.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund