Hænger jeg på en mundtlig lejeaftale?

En udlejer bad mig betale 10.000 kr. som indskud/acconto depositum i forbindelse med, at jeg ville leje en lejlighed i én af hans ejendomme.

Det gjorde jeg. Ingenting blev underskrevet, men jeg fik en kvittering på indbetalingen.

Lejligheden skulle sættes i stand og det arbejde stod på i et par måneder.

Lige før jeg skulle flytte ind kom han med lejekontrakten, som jeg ikke kunne acceptere, bl.a. pga. at han krævede at den skulle være nyistandsat ved fraflytningen. Jeg vidste, at jeg kun skulle bo der i en kortere periode, og ville derfor have, at jeg ikke havde ansvaret for almindelig slid og ælde. (Vi havde ikke aftalt noget om dette punkt forinden). Det endte med at jeg måtte sige lejligheden fra mig, fordi vi kunne ikke blive enige.

Nu kræver han, at jeg skal betale for udgifterne indtil han har fundet en ny lejer.

Har han ret til det?

Hvad vil du tilråde at jeg skal gøre?

Svar:

Hvis du har lejet en lejlighed til indflytning en bestemt dag, skal du - selv om du ikke flytter ind - sige op med almindeligt varsel, dvs. tre måneders varsel. Og i den situation kan udlejeren forlange leje, indtil han "finder en ny lejer", men han skal bestræbe sig på at genudleje hurtigst muligt.

Til gengæld kan du argumentere med, at du har lejet en bolig på baggrund af en mundtlig aftale - bortset fra kvitteringen for dit indskud/depositum - og at udlejeren ikke efterfølgende kan opstille strengere krav end efter lejelovens almindelige bestemmelser. I denne sammenhæng reglen om, at "lejeren skal aflevere det lejede i samme stand som ved overleveringen med udtagelse af den forringelse, som skyldes slid og ælde" (lejelovens § 98 stk 1).

Jeg kan ikke vurdere, hvem af jer, der får medhold i tilfælde af en sag ved boligretten. Det afhænger fuldstændig af, hvad I kan sandsynliggøre - om indholdet i jeres mundtlige aftale.

Du bør rette henvendelse til en advokat, som på dine vegne kan sagsøge udlejeren til tilbagebetaling af dit depositum.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund