Må SuperBest begrænse tilbud til 6 cola pr. kunde i tilbudsperioden?

Jeg var i dag i Super Best, hvor der på et skilt står "maksimum 6 cola pr kunde til den anførte pris i tilbudsperioden".

Må man godt lave en sådan begrænsning?

Jeg kan forstå man laver en begrænsning pr. køb. Men kan butikken forbyde en at "stille sig i kø igen"?

Hvis jeg laver en isbutik til sommer og skriver kæmpesoftice, normalpris 30 kr, nu kun 2,50 kr og så med småt skriver: max én pr. husstand pr. sommer, er det så ikke vildledende markedsføring.

Svar:

Den særlige regel om mængdebegrænsninger i markedsføringsloven blev ophævet pr. d. 01.01.2006, og derfor er det i dag tilladt at have et tilbud som de omtalte, hvor der kan købes et bestemt antal af en vare til en særlig favorabel pris, men hvor kunden skal betale en højere pris, hvis kunden køber flere varer i tilbudsperioden.

Tidligere kunne kunden blot gå ind i forretningen igen, for mængdebegrænsningen kunne kun lovligt indføres for hvert af den pågældende kundes besøg. Men sådan er det ikke længere.

Dit særlige tilbud med en kæmpe softice vil måske blive anset for ”vildledende markedsføring”, da det er uklart hvad der menes med begrebet ”husstand”. Men skriver du ”pr. kunde” i stedet, er det juridisk set i orden.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

www.JuraEksperten.dk