Er der kun 3 måneders garanti på reparation af mobiltelefon, når regningen betales af arbejdsgiver?

En af vore brugere har en privat mobiltelefon, som han af nemheds årsager har fået lov at bruge også arbejdsmæssigt. Da mobilen gik i stykker, blev den derfor repareret for arbejdsgivers regning.

Mobilen er nu indleveret til reparation igen med samme fejl. Butikken vil ikke reparere den uden betaling, da de kun giver 3 måneders garanti på reparationer.

Jeg kan forstå, at det ikke er korrekt iht. Købeloven, der omtaler 2 års garanti på udskiftede dele, og 5 års reklamationsret på reparation af dele.

Dette omhandler naturligvis almindelige forbrugerkøb. Men hvordan står sagen, når en mobiltelefon er privatejet, men bruges arbejdsmæssigt og arbejdsgiver derfor betaler en reparation?

Taler man i sådan en forbindelse om forbrugerkøb eller erhvervskøb? 

Og har vi så samme garanti/reklamationsret?

Svar:

Det afgørende i denne situation må være forholdene på købstidspunktet. Da din bruger har købt mobilen til privat brug, er han også omfattet af forbrugerreglerne i reparationssituationen. Sælger har jo indgået aftalen i den tro, at han skal yde reklamationsret i op til 2 år – også på reparationer. At man efterfølgende ændrer brugen gør ingen forskel.

At det er arbejdsgiveren, der har indleveret telefonen kan selvfølgelig have foranlediget sælgeren til at tro, at der var tale om et erhvervskøb, hvorfor han kun har givet 3 måneders garanti. Mit bud er dog, at dette er et generelt forsøg på at slippe udenom købeloven.

Idet telefonen således er købt som forbrugerkøb, og fortsat må antages også at anvendes i dette øjemed, er der, som du selv er inde på 2 års reklamationsret på udskiftede dele og 5 år på reparerede dele.

Med venlig hilsen

Annette Hansen

12-09-2023