Skal mine købte møbler leveres på 1. sal?

Jeg købte for et par uger siden nogle møbler og betalte for at få dem leveret til min lejlighed. 

Jeg modtog i går en faktura og bemærkede følgende under leveringsbetingelser: "Levering af dine varer sker ved ejendommens første dør." 

Jeg er bekendt med, at levering først anses for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse, når der er tale om forbrugerkøb jf. kbl. §73. Mit spørgsmål er så: "Hvornår er møblerne kommet i min besiddelse? Ved ejendommens første dør eller når de er over dørtærsklen til min lejlighed?" 

Normalt er flyttefolk meget hjælpsomme, så det bliver nok ikke noget problem at få møblerne sat op i min lejlighed på 1. sal, men jeg er nysgerrig, om hvorvidt leveringsbetingelserne er i overensstemmelse med lovgivningen på området.

Svar:

Når der i købelovens § 73 står "i køberens besiddelse", betyder dette faktisk besiddelse. Dvs. varen skal overgives til køberen rent fysisk. Varerne kan altså ikke bare efterlades nede ved hoveddøren. § 73 er imidlertid ikke præceptiv, dvs. man kan godt aftale sig ud af den. Møbelforretningen kan altså godt aftale med kunderne, at levering sker ved ejendommens første dør.

I dit tilfælde er det dog ikke aftalt, da vilkåret først fremgår af fakturaen, altså efter at I har indgået en aftale.

Vilkåret er således ikke gældende i din situation, og møblerne skal leveres ved din dør på 1. sal og ikke nede ved hoveddøren.

Så alt i alt kan det siges, at vilkåret er i overensstemmelse med lovgivningen, men er bestemt for sent. Møbelforretningen må altså sørge for at kunderne kender et sådant vilkår inden indgåelse af leveringsaftalen.

Med venlig hilsen

Annette Hansen