Hæfter jeg for bortkommet videofilm, når jeg ikke har modtaget kvittering for, at jeg har afleveret den?
Jeg er blevet anklaget for ikke at have afleveret en lejet videofilm hos en forhandler.
Filmen er afleveret, også til tiden, men forretningen har "ved gennemgang af deres filmbibliotek" ikke kunne finde den.
Hvordan er min stilling i forhold til denne anklage?
Den sædvanlige procedure ved aflevering af videofilm er jo, at man ikke modtager nogen kvittering for afleveringen. Derfor har jeg naturligvis ingen kvittering på min aflevering.
Jeg har gennem lang tid lejet film hos den pågældende forhandler, og jeg har altid afleveret filmene igen uden problemer
SVAR:
Forbrugerklagenævnet har i flere sager fastslået, at videobutikken har pligt til at indrette systemet således, at forbrugerne sikres en kvittering i forbindelse med returneringen af de lejede film. Det påhviler forretningens personale at tage imod filmene og sikre sig bevis for modtagelsesdatoen gennem udstedelse af en skriftlig kvittering for modtagelsen. Det kommer således udlejningsfirmaet bevismæssigt til skade, at det er muligt blot at efterlade filmene på disken.
Da du ikke har fået en kvittering, skal forretningen bevise, at du ikke har afleveret filmen, og dette bevis kan forretningen sandsynligvis ikke føre.
Jeg kan henvise til følgende afgørelser fra Forbrugerklagenævnet::
En forbruger lejede den 8. juni 1999 fire videofilm til en samlet pris af 60 kr. Filmene skulle afleveres 3 dage senere, men klager afleverede dem først den 13. juni 1999.
2½ måned senere modtog forbrugeren en opkrævning på 900 kr. for 9 dages ekstra leje af filmene. Forbrugeren kontaktede udlejningsfirmaet og oplyste, at han havde afleveret filmene for længst, og at han kun ville betale for de to dages ekstra leje. Den erhvervsdrivende oplyste, at filmene var blevet henlagt på forretningens disk 9 dage efter, de skulle have været afleveret. Der blev ikke betalt for den ekstra leje på trods af, at det fremgår af et skilt i forretningen, at der skal betales for ekstra leje ved for sen aflevering. Den erhvervsdrivende henviste desuden til en edb-udskrift, hvoraf det fremgik, at filmene blev afleveret den 19. juni 1999. Nævnet udtalte hertil, at en edb-udskrift, der er ensidigt udfærdiget af den erhvervsdrivende, ikke er tilstrækkelig dokumentation for, hvornår filmene blev afleveret. Nævnet udtalte videre, at det påhviler den erhvervsdrivendes personale at tage imod filmene og sikre sig bevis for modtagelsesdatoen gennem udstedelse af en skriftlig kvittering for modtagelsen. Det måtte således komme udlejningsfirmaet bevismæssigt til skade, at det var muligt blot at efterlade filmene på disken. Endvidere burde den erhvervsdrivende have fremsat kravet straks over for forbrugeren og ikke lade gå 21/2 måned, før man opkrævede ekstra lejebetaling hos forbrugeren. Hermed blev mulighederne for at afklare, hvornår aflevering faktisk var sket, forringet, og udlejningsfirmaets passivitet kunne af forbrugeren tolkes som, at den erhvervsdrivende havde opgivet at indkræve det ekstra beløb. Nævnet fandt derfor, at forbrugeren kun skulle betale for 2 dages ekstra leje samt et gebyr på 20 kr., som den erhvervsdrivende skiltede med skulle betales ved for sen aflevering.
Kunderne i en videoudlejningsforretning havde mulighed for at returnere
videofilmene uden for åbningstid gennem forretningens brevkasse. En forbruger havde
benyttet sig af denne mulighed, men blev mødt med et krav om erstatning på 625 kr.,
idet den erhvervsdrivende gjorde gældende, at videofilmen ikke var blevet afleveret.
Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
"Klageren har oplyst, at hun afleverede filmen den 21. september 2003 uden
for forretningens åbningstid, gennem forretningens returbrevkasse. Indklagede har
bestridt, at filmen skulle være afleveret.
Det fremgår af det oplyste, at indklagede tilbyder returnering gennem forretningens
brevkasse som en service til de kunder, der ønsker at aflevere film uden for åbningstid.
Nævnet finder, at indklagede er den eneste, der har mulighed for at indrette systemet
således, at forbrugerne sikres en kvittering i forbindelse med en sådan returnering,
og indklagede har også oplyst, at han arbejder på et sådant system. Indklagede bør
- når systemet ikke sikrer forbrugerne en kvittering - orientere forbrugerne om,
at de bør aflevere filmene personligt, hvis de ønsker at bevissikre sig.
Nævnet finder på den baggrund, at bevisbyrden for, at filmen ikke er afleveret,
må påhvile indklagede. Da indklagede ikke har godtgjort, at filmen ikke er returneret,
har klageren ingen pligt til at betale det opkrævede beløb."
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Århus